Annonce
Byliv

Nyt opholdssted til øldrikkerne: Det er hul i hovedet

Der bliver skabt et ny midlertidigt byrum på Hørdumsgade til øldrikkerne fra Anker Jørgensens Plads. Arkivfoto: Martin Sørensen
Støj og uro har længe plaget beboerne ved Anker Jørgensens Plads, derfor skal der nu laves et alternativt byrum på Hørdumsgade. Men er det ikke bare at flytte et problem fra ét sted til et andet?

Nu skal der etableres et nyt byrum til øldrikkerne fra Anker Jørgensens Plads. Der er tale om et grønt område ejet af Banedanmark. Kommunen lejer et mindre areal på 80 kvadratmeter, hvor brugerne fra Anker Jørgensens Plads kan opholde sig med lidt større afstand til beboelsesejendomme.

Ved den nyligt afsluttede Overførselssag på Københavns Rådhus har et flertal besluttet af afsætte i alt 2,8 millioner kroner til at forbedre byrummet ved Hørdumsgade, drift af arealet og en styrket socialfaglig indsats i området.

De nærliggende boliger vil få det nye opholdssted som 'baghave'. En af de nærmeste naboer, Jamila Mohammadi, der er indehaver af South Harbour café, føler sig derfor utryg og påvirket af de beslutninger, kommunen har taget.

- Folk der kommer til Sydhavnen får et helt forkert billede af, hvad Sydhavnen er, hvis det første de ser er slåskampe, åbenlyst hashsalg med mere. Det er ærgerligt, mange mennesker er berørt og børn er påvirket, og der er en generel usikkerhed omkring hele projektet. Kommunen ved ikke hvad de skal stille op med dem, og i stedet flytter de bare problemerne fra ét sted til et andet, siger Jamila Mohammadi.

Annonce

Hvem kommer det til gode?

- Jeg har ondt af brugerne fra Anker Jørgensens Plads, de bliver bare kastet rundt i systemet, og ingen tager sig rigtigt af dem. Jeg har fulgt med helt fra start, dengang de holdte til på Mozarts Plads, og de er bare blevet flyttet rundt fra sted til sted. De mange indsatser kommunen har iværksat, har aldrig virket, og det er både synd for dem og for alle naboer, erhvervsdrivende og brugere af områderne, fortsætter hun.


Jeg har ondt af brugerne fra Anker Jørgensens Plads, de bliver bare kastet rundt i systemet, og ingen tager sig rigtigt af dem.

Jamila Mohammadi


- Vores stamgæster fortæller, at børn i alderen 12-14 år er blevet tilbudt at sælge stoffer, hvilket gør både forældre og børn utrygge. Vi hører om slagsmål mellem erhvervsdrivende, forbigående og brugerne af området, om salg af stoffer, kriminalitet og generelt en masse ballade. Det er hul i hovedet, og bare at flytte dem til et andet sted, løser ikke problemerne, siger Jamila.

- Det er en hård kamp i sig selv at være iværksætter med familie ved siden af, og corona har bestemt ikke gjort det lettere. Hvis vi også skal tage kampen op omkring byrummet, bliver det for meget, og det er ikke kampen værd. Så får det for store konsekvenser for caféen og privatlivet, lukker og slukker jeg, fortsætter hun.

Annonce

Fra afslag til tiltag

I 2019 afslog Kgs. Enghave lokaludvalg forslaget om et alternativt byrum på Hørdumsgade. Grunden til det var, at de ikke mente, placeringen var et godt alternativ i forhold til naboer, cafeer og områdets brugere.

I 2020 blev forslaget igen taget op, og i forsommeren 2020 etablerede Teknik- og Miljøforvaltningen et midlertidigt byrum på hjørnet af Hørdumsgade og Enghavevej. Efter overførelsessagen er blevet behandlet på plads, er der nu afsat midler til at lave et alternativt byrum, og samtidig styrke den sociale indsats.

Naboer og brugerne på- og omkring Anker Jørgensens Plads har følt sig generet af larm og uro over en længere årrække, og til trods for forskellige tiltag har intet virket for at minimere problemerne. Nu vil man så flytte de nuværende brugere af pladsen til Hørdumsgade, til mulig gene for nye naboer og brugere af området.

Annonce

Bedre faciliteter

- Naboerne til Anker Jørgensens Plads har alt for længe været generet af støj og uro på alle tider af døgnet. Vi har været hele værktøjskassen igennem, hegn, skiltning, toilet, tv-overvågning og daglig patruljering, og lige lidt har det hjulpet. Selvom der ikke har været opbakning til et alkoholforbud fra de andre partier, må vi ikke lade naboerne i stikken, siger overborgmester Lars Weiss (S).

- Nu kan vi gå i gang med at skabe et ordentligt byrum på Hørdumsgade med borde, bænke, fast underlag, overdækning og plads til hundene, så brugerne af Anker Jørgensens Plads har et dejligt sted, hvor det giver mening for dem at være, som brugerne også selv har givet udtryk for er en god ide. Og vi sætter ind med den nødvendige sociale indsats, så brugerne får den hjælp, de har brug for. Forhåbentlig vil det være med til at løse problemerne på pladsen. Det er vigtigt, at vi får indrettet byrummet, så der også bliver taget hensyn til beboerne i området omkring Hørdumsgade, med blandt andet mere grønt og et læhegn der afskærmer området, fortsætter han.

Også socialborgmester Mia Nyegaard (R) glæder sig over aftalen:

- Som socialborgmester er jeg derudover glad for, at vi har fået opbakning til en tiltrængt ekstra socialindsats ved den uroplagede Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Så overordnet set vi er tilfredse, siger Mia Nyegaard.

I forhold til en styrket socialfaglig indsats vil SydhavnsCompagniet iværksætte en række understøttende aktiviteter, som kan være med til at motivere brugerne af Anker Jørgensens Plads til at søge andre opholdssteder, herunder et ejerskab over og lyst til at opholde sig på arealet i Hørdumsgade.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Gamle kirkelokaler skal gennem større forandring: - Vi håber, at det på sigt er med til at støtte op om kulturlivet i Sydhavnen

Corona

Slut med pop-up centre i København

Annonce