Annonce
Byudvikling

Peter sprang ud i drømmen og byggede sit eget hus i Sydhavnen: Nu er han nomineret til stor pris

På billedet ses Peter Kjær med sine drenge Mio på 2 år, Charlie på 4 år og Elliot på 10 år foran deres selvbyggede hus i Sydhavnen. Foto: Anann O’Brien
Små huse side om side forbundet af smalle veje og stier, masser af grønt og lokal samhørighed. Beskrivelsen afspejler Havebyen Mozart, der på mange måder skiller sig ud fra det sædvanlige storbyformat - og nu er et selvbygget hus i haveforeningen nomineret til fornem pris.

Hvert år uddeler Københavns Kommune en bygningspræmiering, der hylder særligt bemærkelsesværdigt arkitektur. Det har de gjort siden 1903.

Nu kan Sydhavnen glæde sig over at være en del af nomineringsholdet med store konkurrenter som Amager Bakke og Københavns Museum.

Helt konkret er det et selvbygget hus i Havebyen Mozart 74, hvor Peter Kjær bor med sin familie, der er nomineret.

Annonce

Har bygget det hele som ufaglært

Til daglig er Peter Kjær arkitekt, og han har derfor tegnet og designet alle husets detaljer. Men det særlige ved husets historie er, at Peter Kjær ikke kun har designet det - han har også bygget huset, der er lavet af træ, med egne kræfter.

- Jeg har monteret hvert eneste bræt i det hér hus, og selv med god hjælp fra familie og naboer har det været en kæmpe udfordring, når man ikke er faglært, påpeger Peter Kjær.

Derudover har faglærte håndværkere sørget for el, VVS og tagdækning i huset, men ellers har den hårdtarbejdende Sydhavnsborger bygget alt på egen hånd.


Der er rigtig mange fine huse her i Havebyen Mozart og naboforeningen Frederikshøj, og den store opfindsomhed og variation de afspejler, skal vi prøve at holde fast i.

Peter Kjær


Peter Kjærs familie består af to voksne og tre børn, og det selvbyggede hus er på 127 kvadratmeter. Hvis man kigger på, hvor mange kvadratmeter en gennemsnitlig dansker bor på, lander familien derfor på omtrent det halve. Det er således væsentligt for Peter Kjær, at vi fremover taler om, hvordan vi skaber fantastiske boliger på færre kvadratmeter per menneske.

Peter Kjær mener, det var oplagt at bygge huset i træ, når man ser på området i haveforeningen. Her ses husets facade. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Annonce

Noget helt særligt at være nomineret

Sydhavnsborgeren er selv meget glad for nomineringen og har en stor kærlighed til Havebyen Mozart.

- Jeg er utrolig stolt og glad for nomineringen. Det er jo en traditionsrig pris, som er blevet tildelt rigtig mange fine byggerier i København siden 1903, og projekterne bedømmes ikke kun på arkitekturen men også på godt håndværk, siger Peter Kjær og fortsætter:

- Derfor er det også noget særligt for mig at være nomineret med et projekt, som jeg selv har bygget med hjælp fra mine forældre og gode naboer i Havebyen Mozart. Der er rigtig mange fine huse her i Havebyen Mozart og naboforeningen Frederikshøj, og den store opfindsomhed og variation, de afspejler, skal vi prøve at holde fast i, når der jævnligt kommer nye huse til.

Her ses træhuset indvendigt. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Af projektet har han desuden lært, at man kan nå rigtig langt, hvis håndværkeren forstår arkitekten - og omvendt. Det er hans husfortælling og nominering i hvert fald et glimrende eksempel på.

Københavns Kommune lægger i bedømmelsen vægt på, at arkitekturen tager udgangspunkt i stedets særlige karakter og hermed bidrager til oplevelsen af København som en by med kvalitet i bymiljøet.

Hvis du synes, at det lokale bud i Sydhavnen fortjener prisen, kan du stemme på kk.dk/bygningspræmiering.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Gamle kirkelokaler skal gennem større forandring: - Vi håber, at det på sigt er med til at støtte op om kulturlivet i Sydhavnen

Corona

Slut med pop-up centre i København

Annonce