Annonce
Kultur

Spritny udstilling på Sydhavn Station: Isolerede unge taler til offentligheden

Filmen 'Work actor work!' vil blandt andet kunne opleves under 'ST:ART's udstilling, der både kommer til at foregå online og på Sydhavn Station. Kunstner: Mattias Gimigliano
Danskerne har gennem en længere periode levet med coronarestriktioner, isolation og online forbindelser. Den hårde tid har også betydet, at unge, der elsker at udtrykke sig kunstnerisk, i højere grad har været lukket inde og sat kreativiteten på pause. Det sætter den unge platform 'ST:ART' en stopper for.

Trangen til at skabe og udvikle noget vokser sig større og større bag de lukkede døre i samfundet, og mange unge sidder med følelsen af frustration, vildskab og ivrighed på én og samme tid.

I et nyt samarbejde har Sydhavn Teaters unge platform 'ST:ART' og udstillingsstedet Sydhavn Station kreeret et nyt udstillingsformat, der forener det kunstneriske vækstlag under samme tag. Udstillingen er, kort fortalt, sammensat af videoværker, der kan opleves online såvel som fysisk på stationen.

Formålet er at skabe lokal solidaritet og række ud til ungdommen, der på mange måder har haft (og stadig har) det svært under coronatiden. Selvom 'ST:ART', siden de startede tilbage i 2017, altid har haft det unge publikum som omdrejningspunkt, så har håndsrækningen aldrig været mere relevant, end den er nu.


Udstillingen forbinder sig til de dramaer, vi på nuværende tidspunkt er i. De forbipasserende kan derfor få et tiltrængt inblik i, hvordan det er at være ung kunstner i en coronatid

Lasse Mouritzen


Annonce

Et tiltrængt indblik i de unges tanker

Projektleder for Sydhavn Teater, Lasse Mouritzen, understreger det væsentlige i, at offentligheden får et billede af, hvordan det er at være ung kunstner i en tid, hvor det meste er lukket ned.

- Udstillingen forbinder sig til de dramaer, vi på nuværende tidspunkt er i. De forbipasserende kan derfor få et tiltrængt inblik i, hvordan det er at være ung kunstner i en coronatid. 'ST:ART' vil gerne fortsætte med at række hånden ud til kreative unge i en tid med isolation, og hvor man i høj grad er begrænset i at realisere sin kunstneriske praksis, påpeger projektlederen.

'Corona-kuller' er endnu en af de film, der skal give offentligheden et indblik i, hvordan unge har det i coronatiden. Kunstner: Stephanie Hougaard Lloyd

Der vil blive fremvist 15 film på Sydhavn Station og 55 film online af 24,50 sekunders varighed som en henvisning til Sydhavnens postnummer. Der bliver ikke afholdt en fernisering i henhold til udstillingen på stationen - der vil snarere være fokus på, at de forbipasserende, på og omkring stationen, kan få en kunstnerisk oplevelse.

- Det giver en mere flygtig kunstoplevelse for de forbipasserende, da udstillingens anderledes format nok i højere grad opleves i underbevidstheden. Jeg mener, at det på mange områder kan have en større effekt, at udstillingen placeres på en 'hverdagsscene' og i et transitrum som Sydhavn Station, i og med man ikke forventer, at der lige pludselig dukker en udstilling op med både stærke og eksperimenterende værker fra ungdommen, påpeger Lasse Mouritzen.

Annonce

Man finder en måde at fortsætte på

'ST:ART' stiller skarpt på scene- og billedkunst og er for alle unge mennesker under 30 år, der har lyst til at udtrykke sig herigennem. Desuden har platformen et særligt fokus på lokalt forankret og stedspecifik kunst, der er gratis for offentligheden. Et udstillingssted kan eksempelvis befinde sig på Sydhavnstippen, i et gammelt frisørlokale eller noget helt tredje.

Lasse Mouritzen fortæller ydermere, at idéen til en udstilling, hvor kunstneriske unge kan udtrykke sig, opstod gennem en bekendt.

- Jeg kender en danser i Sydhavnen, der har fundet nye måder at udføre sin praksis på. Han bruger eksempelvis sit stuegulv til at danse rundt på, og det viser bare, at man bliver nødt til at finde en måde at fortsætte på, siger han.

Udstillingen foregår fysisk på Sydhavn Station fra 8. marts til 17. marts og online på Sydhavn Teaters hjemmeside fra 8. marts til 8. april.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Gamle kirkelokaler skal gennem større forandring: - Vi håber, at det på sigt er med til at støtte op om kulturlivet i Sydhavnen

Corona

Slut med pop-up centre i København

Annonce