Annonce
Sydhavnens ukendte perle

Sydhavnens uopdagede perle kæmper videre: Der skal simpelthen snart ske noget

Carsten Damgaard fra Copenhagen Event er bestyrer på Teglværket, der havde en lovende kalender for 2020, men så kom corona. Foto: Jens Mouvielle
Teglværkets nye ejere havde endelig fået vækket de unikke lokaler til live. Derfor så de ind i 2020 fulde af forventninger til, at det skulle være året, hvor den uopdagede perle blev løftet ud af glemslen og ind i beboernes bevidsthed. Men så kom corona.
Annonce

Reggaefest, karneval, katteudstilling, sneakers-marked, loppemarkeder, streetfood og store firmafester.

Copenhagen Event, der gik ind som partner i Teglværket sidste år, havde sørget for, at kalenderen i 2020 var fyldt med arrangementer - både dem, der gav penge til huslejen og dem, der gav liv og begejstring til lokalmiljøet.

Nu handler tilværelsen for Sydhavnens uopdagede perle mere om overlevelse end om en fremtid som lokalområdets samlingspunkt.

Annonce

Kamp for overlevelse

Carsten Damgaard, der arbejder for Copenhagen Event og er bestyrer på Teglværket, ser sig omkring. Han sidder på en stol i den strandbar, de opførte sidste år som supplement til event-hallen, der kan rumme 1.000 mennesker.

2020 skulle have været det bedste år i Teglværkets femårige historie, men nu skal de i stedet rykke for hjælpepakker og bearbejde et underskud.


Alle de penge, vi tjente i vores stærkeste periode sidste år, er brugt nu. Vi kører på pumperne til trods for, at det så fantastisk ud. Der er ikke tvivl om, at 2020 havde været den bedste periode i Teglværkets historie, så jeg håber, vi kommer rigtig stærkt tilbage.

Carsten Damgaard, bestyrer på Teglværket


- Der skal simpelthen snart ske noget. Regeringen meldte flot ud med de her hjælpepakker, men der er jo mange, som ikke har fået noget fra dem endnu, og der er vi blandt. Vi forsøger at være kreative og finde på løsninger, der kan holde os i live, men det forslår som en skrædder i helvede, så vi har rykket for hjælpepakkerne, og vi håber, de er på vej, siger Carsten Damgaard og fortsætter:

To personer hygger sig til et arrangement i Teglværkets store hal før corona. Foto: Teglværket

- Alle de penge, vi tjente i vores stærkeste periode sidste år, er brugt nu. Vi kører på pumperne til trods for, at det så fantastisk ud. Der er ikke tvivl om, at 2020 havde været den bedste periode i Teglværkets historie, så jeg håber, vi kommer rigtig stærkt tilbage.

Annonce

Sydhavnens ukendte perle

I april 2019 åbnede Copenhagen Event dørene til Teglværket, som de blev partner i nogle måneder tidligere. På et halvt år fik de opbygget et renomé og noget momentum. Derfor gik de ind i 2020 fulde af forventninger om, at det var året, hvor Sydhavnens uopdagede perle for alvor fik liv.

- Selvom Teglværket har eksisteret i fem år, er der ikke særlig mange, der ved, at vi er her. Der bor folk 200 meter nede ad gaden, der ikke ved, der ligger sådan en perle her i Sydhavnen, siger Carsten Damgaard.

Han drømmer om, at Teglværket kan blive et samlingspunkt for de lokale i Sydhavnen samtidig med, at det kan tiltrække store fester, som lokker folk fra nær og fjern til 2450.

Strandbaren på Teglværket er stadigvæk åben fra torsdag - søndag. Foto: Teglværket

- Min drøm med Teglværket er at lave den her kombi mellem en fed eventhal, hvor der sker noget for sydhavnerne såvel som for resten af København. Hvor vi har det her udvalg af gratis eller billige arrangementer om dagen, til at vi går over og bruger natten til store fester og firma-arrangementer, som skal sikre vores overlevelse, siger han og og slår fast:

- Vi vil gerne give noget til vores lokalområde.

Corona til trods ligger Teglværket ikke helt øde hen. GoBoat er kommet til og har fået anlagt en lille mole ud for strandbaren på Teglværket. Den er åben for udleje torsdag til søndag, og i den forbindelse sørger GoBoat samtidig for at have mandskab klar til at bestyre strandbaren.

Hvad enten du skal ud og sejle eller blot vil nyde sensommeren med sand under fødderne, er du derfor velkommen på Teglværket i åbningstiderne:

Torsdag: 12-21.30 Fredag/ lørdag: 9.30-24.00
Søndag: 9.30-21.30

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Miljø

53 nye elbusser på vej

Annonce