Annonce
Sydhavnen

Tonnys klumme: At føle sig som en fra Sydhavnen

Enghavevej ved jernbaneviadukten 1950. Foto: Kgs. Enghave Lokalhistoriske Arkiv
I denne klumme skriver Tonny Munnecke om sine tanker og om det særlige fællesskab, der knytter ham og andre fra Sydhavnen sammen. Og så skriver han om sin første røvfuld.
Annonce

Det er gået op for mig, at Sydhavnen er en personlig oplevelse. Vi som er vokset op eller har levet et langt liv i Sydhavnen, har en række oplevelser til fælles, ofte vore oplevelser fra skolen eller legene.

Oplevelserne binder os sammen, sammen med bevidstheden om, at vi har boet tæt sammen inden for et begrænset areal.

Vi husker de fælles faciliteter som biografen, biblioteket og købmændene. Ikke at glemme slikbutikkerne og legetøjsbutikkerne. Det, sammen med den tid vi voksede op i, er det som giver os følelsen af at komme fra noget fælles: Sydhavnen.

Når vi søger tilbage til noget trygt og godt, må det blive til det. Vi deler tid og sted som den fælles reference!

Annonce

Uddrivelsen af paradiset

Det år, hvor jeg fyldte 17, var et meget anderledes år en de første 16. Jeg opfatter det som uddrivelsen af paradiset. Jeg begyndte at forstå samfundet og hvorledes det fungerede på godt og ondt.

Det hele begyndte med, at jeg var inde og se filmen: ‘Hvem er bange for Wirginia Woolf’ med Elisabeth Taylor og Richard Burton. Det må have været en for mig særlig sårbar aften, jeg gik rundt i gaderne efter at have set filmen. Jeg kan huske, at jeg var rystet.

Samtidig med at jeg gjorde op med min meget barnlige opfattelse af relationerne mellem mennesker, fortsatte min udvikling som ung mand i København. Der lå en eller anden storhed i at man kunne gå ind på en bar og bestille en øl, lidt med hjertet oppe i halsen, man var jo ikke 18 år endnu.

Annonce

Central Caféen

Vi begyndte at komme nede på Central Caféen, hvor der blev spillet pigtråd for fuld styrke. Jeg kan ikke huske, hvilke orkestre som spillede, men det var herligt.

Herligt indtil en aften i sommeren 1963, hvor jeg sad sammen med mine kammerater og fulgte med i aftenen.

Jeg sad på bowlingbanen, den ene af de to baner som stod langs med vinduerne. Jeg havde tabt en mønt ned under banen, og lå med hele kroppen på banen for at få fat i mønten igen, da en person kommer gående oppe på banen og træder mig i nakken.

Jeg rejser mig op og udbryder: 'hvem faen er det svin, som træder mig i nakken.'

Slask, slask to øretæver sender mig over i en en halsbrækkende flugt, ud af Centralen med ham som slog mig lige i hælene.

Havde den olympiske komite været til stede, havde de uden tvivl indstillet mig til olympiaden i 200 m sprinter uden yderligere test.

Der skete meget i mit 17. år.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydhavnen

Ny klummeskribent på SydhavnenLIV

Annonce