Annonce
Ugeavisen Tønder

20. udgave af Tønder-Erindringer på gaden

Godt 30 personer var mødt frem, da Lokalhistorisk Forening i sidste uge præsenterede den 20. udgave af Tønder-Erindringer. Redaktør på erindringerne, Anders K. Jessen, advarede om, at erindringer er subjektive og kan være "farvet". Foto: Hans Chr. Gabelgaard
I sidste uge blev Tønder-Erindringer anno 2019 præsenteret i Lokalhistorisk Forenings lokaler. Seks tøndringer har bidraget med deres historie og erindringer fra en svunden tid.
Annonce

TØNDER: Ved en uformel sammenkomst blev den 20. udgave af Tønder-Erindringer præsenteret for offentligheden i sidste uge.

Denne gang har seks personer bidraget med deres historie og unikke erindring. Bidragsyderne tæller Arne Skjoldagers erindringer om at være Falck-dreng i 60'erne, Børge Schmidts fortælling "Siden I kom til Tønder, er verden blevet forrykt", Tønder Statsskole/Tønder Gymnasium & HF ved tidligere rektor Else Fynbo, Inger Marie Poulsens erindringer fra hjemmeplejen i årene 1961 til 1993, "Gabs Foto" af Mogens Gabs og sidst men ikke mindst Johannes Marcussens erindringer "Mine 46 år i autobranchen" om tiden med General Motors i Tønder.

Johannes Marcussen er i dag 71 år gammel. Skriverierne tog sin begyndelse sidste forår og strakte sig gennem sommeren. I starten skulle der bankes rust af, fortæller den tidligere værkfører, men så begyndte tingene at komme af sig selv.

- Det har været fantastisk. Da jeg først kom i gang, dukkede der mere og mere op, fortæller Johannes Marcussen.

Under præsentationen af Tønder-Erindringer kunne formand for Lokalhistorisk Forening for Gl.-Tønder Kommune, Ingolf Haase i øvrigt afsløre, at foreningens mange medlemmer får en gratis julegave før tid. I sidste uge blev bogen "Kurs mod Danmark" skrevet af bagermester Thorvald Petersen, trykt.

Kurs mod Danmark er på cirka 100 sider og gives gratis til foreningens medlemmer. Den kan hentes i kontorets åbningstid på fire dage i december - første gang den 10. december, oplyser Ingolf Haase.

Formand for Lokalhistorisk Forening, Ingolf Haase, viser her omslaget til den gratis bog, Kurs mod Danmark, skrevet af Thorvald Petersen, der kan afhentes gratis af foreningens medlemmer. Bogen havde ved præsentationen i sidste uge endnu ikke været i trykken. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Der er trykt 1000 eksemplarer af Tønder-Erindringer, der koster 60 kroner for medlemmer af Lokalhistorisk Forening. For ikke-medlemmer koster hæftet 75 kroner. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Digeposten

Sommerkoncerterne er på plads

Annonce