Annonce
Ugeavisen Tønder

40 år som postbud: Frank kender alle smutveje i Tønder

Jobbet som postbud har givet Frank Clausen mange oplevelser. Blandt andet er han blevet bedt om at hjælpe med at sætte gardinstænger op og skifte batteriet i dørklokken hos nogle af de mennesker, som han har bragt post ud til. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
57-årige Frank Clausen kan 1. oktober fejre, at han har været postbud i 40 år. Alle årene har ruterne været inden for bygrænsen i Tønder. Så han kender alle genveje.
Annonce

Tønder: - Jeg kender nok hver en fortovsflise og hvert et hul i vejen i Tønder by, konstaterer Frank Clausen. Han har været postbud i Tønder i 40 år. En bedrift, der blandt andet betyder, at han, som en af meget få i Danmark, har titlen som overpostbud.

- Ja, det er lidt morsomt med den titel. Men jeg er jo af den årgang, hvor vi fortsat er tjenestemænd, siger Frank Clausen med et grin.

Frank Clausen er kendt af de fleste i Tønder. At han har trasket gaderne i Tønder tynde gennem 40 år, har gjort sit til Frank Clausens lokale berømmelse, men han har i sin fritid andre gøremål, der bidrager væsentligt til berømmelsen.

Reception

Frank Clausen fejrer sit jubilæum med en reception tirsdag den 1. oktober klokken 16 til 18 på Tønders gamle posthus.

Han vil gerne vide, hvor mange, der kommer, så giv et praj på telefon 2345 1152.

Annonce

Byens julemand og holdleder

Han har gennem de seneste 26 år været Tønders julemand. En bibeskæftigelse, der har givet ham mange oplevelser.

- Jeg blev lokket lidt ind i det af ham, der tidligere var julemand. Jeg kan huske, at Erik Tygesen (stifteren af julebyen i Tønder. red.) tilbød mig en kontrakt på 25 år. Det afslog jeg. Nu går jeg så snart i gang med min 27. sæson, så jeg kunne såmænd ligeså godt have accepteret allerede dengang, fortsætter Frank Clausen.

Udover tjansen som byens julemand, bruger Frank Clausen også meget tid på at være holdleder for TM Tønders 1. divisionshold i håndbold. Han er selv tidligere håndboldspiller, så da han blev spurgt, var han ikke i tvivl om, at det var noget, han gerne ville lægge kræfter i.

- Jeg har spillet håndbold på forholdsvist højt plan. Vi spillede i 3. division dengang, fortæller Frank Clausen, der slog sine folder som stregspiller på håndboldbanen. Nu holder han sig i form gennem et par løbeture om ugen, og gennem jobbet som postbud, hvor han er på benene over syv timer om dagen.

- Men det er ikke som i gamle dage. Den gang tog jeg jo jævnligt alle trapperne på Nørremarksvej. Det var rigtig god træning. I dag står alle postkasserne ved skel, så der er ingen trappetræning. Men jeg er fortsat glad for mit job, fordi jeg er sådan bygget, at jeg skal bare være udenfor, siger Frank Clausen.

Dengang, da jobbet for alvor kunne bidrage til løbetræningen, løb han også længere distancer. Han har blandt andet løbet 23 maratonløb i sit liv. Det fortæller han gerne om. Dog er der en lille ting omkring løberiet, som går ham lidt på.

- Jeg havde et mål om, at jeg gerne ville under tre timer på maraton-distancen. Det lykkedes - næsten. Så når folk spørger mig nu, så fortæller jeg, at jeg har løbet en maraton på to timer, 60 minutter og 55 sekunder, siger Frank Clausen med et underfundigt smil.

Annonce

Startede på dispensation

Da Frank Clausen startede på Tønder Posthus den 1. oktober 1979, var det faktisk på dispensation.

- Jeg var endnu ikke fyldt 18 år, så der skulle en dispensation til, og senere blev jeg så ansat som postbud på prøve. Men jeg fik heldigvis lov til at blive hængende.

Frank Clausen har aldrig været i tvivl om, at han skulle være postbud. I hvert fald ikke særlig meget.

- Jeg kan huske, at jeg var i erhvervspraktik som elektriker og som postbud. I 70'erne var der ikke meget perspektiv i at blive håndværker. Jeg fik tilbud om at komme i lære hos elektrikeren, men han sagde lige ud, at der ikke ville være job til mig efterfølgende. Så det blev altså postbud i stedet. Det har jeg nu aldrig fortrudt.

Der er dog dage, hvor livet som post, kan være lidt kedeligt.

- Altså når du har kørt post ud i tre-fire dage i øsende regnvejr, så kan det godt være surt. Men heldigvis ved jeg jo, at solen kommer igen, konstaterer han.

Frank Clausen bringer post ud i Tønder. Det har han gjort i 40 år nu. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Frank Clausen er et kendt ansigt i Tønder. Det bliver man, når man har været post i 40 år. Men det hænger også sammen med, at han gennem de seneste 26 år har været byens julemand.Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Frank Clausen har været post i 40 år - han er også Tønders julemand og holdleder for TM Tønder. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Frank Clausen har været post i 40 år - han er også Tønders julemand og holdleder for TM Tønder. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Frank Clausen har været post i 40 år - han er også Tønders julemand og holdleder for TM Tønder. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce