Annonce
Ugeavisen Tønder

Anmeldelse: Bliv klogere på Tjernobyl-katastrofen

Anja Linnet, Tønder Bibliotekerne
Anja Linnet anmelder her bogen Tjernobyl, der er skrevet af Peter Suppli Benson.

Anmeldelse: For næsten 35 år siden skete den store atomulykke i Tjernobyl, der ligger i Ukraine. Det har Peter Suppli Benson skrevet en fremragende bog om med titlen: ”Tjernobyl”. Bogen er med mange fotos og kommer rundt om katastrofen set fra forskellige synsvinkler. Forfatteren har været inde i den lukkede zone, hvor det hele stort set har ligget øde og urørt hen siden ulykken i 1986. Selvom atomreaktor 4 nedsmeltede, og der er bygget sarkofag rundt om den, er der stadig megen radioaktivitet og stråling i området. Man kan kun komme derind med en guide, og der er stadig ikke alle steder, det er forsvarligt at færdes pga. for høj radioaktiv stråling.

Det er spændende at læse, hvad der foregik den skæbnesvangre nat, da reaktoren eksploderede. Man hører om de sidste dage inden ulykken, og følger medarbejdere, der var på arbejde, den nat det skete. Hele situationen er præget af en række uheldige omstændigheder med fatale følger og et beredskab, der slet ikke var rustet til en katastrofe af sådanne dimensioner.

Annonce

Den kolde krig

På daværende tidspunkt rasede den kolde krig, og Sovjetunionen var et lukket land. Der kom ingen information om ulykken ud til den øvrige verden, men Sovjetunionen havde heller ikke selv det fulde overblik over katastrofen. Man mente ikke, at det var så voldsomt. I Danmark var vi heldige, idet vinden blæste den radioaktive sky i en anden retning end ind over os. Der er lande, der stadig døjer med følgerne af radioaktiviteten.

Byen Pripyat ligger kun 2 km fra atomkraftværket og blev særligt hårdt ramt. Alle 50.000 indbyggere blev på få timer evakueret og kørt væk i busser og tog. Det foregik i ro og orden, da folk stolede på regimet. Inderst inde var de fleste godt klar over, at evakueringen ikke kun var midlertidig men permanent.

Jeg kan godt lide, at man får beskrevet hele situationen fra forskellige personer, som f.eks. dem der arbejdede på atomværket, da ulykken skete, brandfolkene, der skulle slukke ilden i en brændende reaktor, lægen, der havde vagt den nat, den russiske regering og senere hen de internationale myndigheder. I Danmark slog man alarm over noget, man ikke vidste hvad var, men kunne måle, at der var noget helt galt. Det hele bliver fortalt i et let forståeligt sprog uden at komme for meget ned i fagsproget.


I Danmark slog man alarm over noget, man ikke vidste hvad var, men kunne måle, at der var noget helt galt.

Fra anmeldelsen


Bogen kan anbefales og er værd at ”læse”, selvom man kun kigger billederne . Den findes også på dvd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce