I forbindelse med, at venneforeningen til den fredede gård Sejerslevgaard på grund af salg måtte nedlægges i januar 2020, blev det besluttet, at foreningens kapital skulle anvendes til at få udgivet en bog med tekst og fotos fra landsbyen Sønder Sejerslev.
Tre personer fra den tidligere bestyrelse, Andreas Andresen, Doris Christensen og Inger Lauridsen påtog sig arbejdet med at skrive og sørge for udgivelsen af bogen. Bogen var færdig i maj 2021, hvor den blev delt ud som gave til hver husstand i Sønder Sejerslev og landsbyen Kærgaard.
Resten af oplaget på 400 stk. skulle sælges gennem lokale boghandlere og gennem Museum Sønderjylland Kulturhistorie Tønder, Højer Mølle og gården Klægager i Ballum. Bogen er nu udsolgt, og den har genereret et overskud på 22.500,-.
Det var på forhånd besluttet, at et evt. overskud skulle doneres til Sønder Sejerslev Forsamlingshus uden binding på, hvad forsamlingshuset ønsker at anvende beløbet til.
Overrækkelsen af pengene vil finde sted i forbindelse med Sønder Sejerslev Forsamlingshus’ årlige generalforsamling torsdag den 24. marts 2022.
Forfatterne bag bogen er Andreas Andresen, Doris Christensen og Inger Lauridsen