Annonce
Ugeavisen Tønder

Brødre er fortørnede over Vidåen: - Det ligner en sump

vidåen gro til. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Brødrene Carsten og Christian Meyer er trætte af, hvordan Vidåen tager sig ud. De opfordrer kommunen til, at området vedligeholdes mere.
Annonce

Tønder: - Før i tiden kunne man både leje robåde og sejle på vandcykler. Nu ligner det mest af alt bare en sump.

Brødrene Christian og Carsten Meyer fra Tønder er ikke imponerede over renholdelsen og vedligeholdelsen af Vidåen omkring snæbelstryget og ned mod Sparekassebroen. De går endda så vidt som til at betegne området som en skamplet på Tønder.

- Det er det efterhånden blevet. Det er jo decideret grimt at kigge på. Og hvis man kigger over mod Skulpturhaven, så er det hele groet til med højt græs og vildtvoksende træer. Jeg synes, det er rigtigt synd og skam, konstaterer Christian Meyer.

Før i tiden kunne man både leje robåde og sejle på vandcykler. Nu ligner det mest af alt bare en sump.

Christian Meyer om Vidåen.

Annonce

En ny facebookgruppe

Han og lillebror Carsten Meyer mener, at kommunen burde gøre mere for at renholde Vidåen.

- Det burde være muligt at klippe planterne ned noget oftere. Det hele vokser vildt, konstaterer Carsten Meyer, der for et par uger siden oprettede Facebookgruppen "Tønder - vores Vidå", for at have et forum at diskuttere i. Han har allerede fået en del tilkendegivelser omkring, at der er andre, der har bemærket, hvordan det står til med Vidåen.

- Vi bringer det egentlig bare på banen for at finde ud af, om der er andre, der tænker ligesom os. Hvis alle er tilfredse med tingenes tilstand, som de er nu, jamen, så er det jo sådan, det er. Vi kunne bare godt tænke os at høre, hvad andre mener, forklarer Christian Meyer.

Annonce

Alternativ løsning

De vildtvoksende planter i Vidåen er et problem, der er opstået, efter at snæbelstryget blev etableret for 10 år siden. Snæbelstryget betyder, at vandstanden i Vidåen ofte er meget lav, og det giver gode vækstbetingelser for planter og ukrudt.

Man kan komme problemet til livs med en fuldstændig oprensning af området. En løsning, der dog har vist sig meget dyr. En undersøgelse viser, at bunden visse steder er forurenet med tungmetaller, og en oprensning vil beløbe sig op mod 28 millioner kroner.

Både Carsten og Christian Meyer er helt med på, at det er alt for mange penge at bruge på det. Men de mener, at det kan løses på en anden måde.

- Som det er nu, så renser kommunen Vidåen op i hvert fald én gang om året, så det ser nogenlunde ud. Det plejer at være op til festivalen. Men det må de da sagtens kunne gøre flere gange om året, lyder det fra Christian Meyer.

vidåen gro til. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce

Midtbyplanen

Brødrene Meyer mener, at det er synd og skam, at Vidåen får lov at gro til. Området kunne tage sig langt bedre ud. Til gavn og glæde for alle - både herboende borgere og de mange turister, som Tønder så gerne vil tiltrække.

- Med alt den her snak om Tøndermarsk Initiativet, så må man da kunne finde penge til det, konstaterer de.

- Nu har vi fået restaureret Hostrups Hotel, så det igen står flot. Og hvad kan gæsterne så kigge på fra deres nye, flotte værelser? En sump. Det er da ikke pænt, siger Carsten Meyer.

Der har tidligere været fremført kritik omkring Vidåens udseende og renholdelse. Blandt andet i forbindelse med den nye Midtbyplan for Tønder, har en lokal arbejdsgruppe, der kalder sig Mølledammens Venner, ytret ønske om, at hele området får et løft.

- Åen er fuldstændig tilsandet og en voldsom vækst af vandplanter og ukrudt dækker totalt for vandudsigten, lød det blandt andet i gruppens oplæg for området i deres forslag til Midtbyplanen, hvor ønsket om en oprensning af Mølledammen og Vidåen stod højt på ønskelisten.

vidåen gro til. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce