Annonce
Ugeavisen Tønder

Brandvæsnet har særligt fokus på brandalarmer til unge og ældre

Indsatsleder Per Frandsen, Brand & Redning Sønderjylland, Tønder, synes en røgalarm er den billigste livsforsikring, man kan tegne. Arkivfoto: Flemming Andersen
Ifølge Trygfonden er der hvert år 70.000 mennesker, som oplever en brand i hjemmet. Forebyggelseskonsulent i Brand og Redning Sønderjylland, Per Munch Frandsen, mener, at en brandalarm er den billigste livsforsikring, man kan tegne. Han har særligt fokus på unge og ældre mennesker.

Tønder: Hvis din bolig er opført efter 2015 er det lovpligtigt at have mindst en brandalarm ifølge bygningsreglementet.

- Man laver sjældent nogle regler i bygningsreglementet, som er med tilbagevirkende kraft. Derfor er det kun lovpligtigt at have en brandalarm i ens bolig, hvis den er fra efter 2015, hvor reglen blev indført, siger Per Munch Frandsen, der både er indsatsleder og forebyggelseskonsulent i Brand og Redning Sønderjylland.

Selvom det ikke er lovpligtigt at have brandalarmer i boliger fra før 2015, mener Per Munch Frandsen, at det er en ekstremt god ide at have en alligevel.

- En brandalarm er den absolut billigste livsforsikring, du kan tegne dig. En røgalarm kan være forskellen mellem liv og død, og det er ikke alle, som er klar over det, siger han.

Uddeler brandalarmer

I Danmark er der ifølge Trygfonden 70.000 mennesker, som hvert år oplever at have brand i sit hjem.

- Vi ser tit, at det brænder på steder, hvor der ikke er en røgalarm. Derfor har vi et klart fokus på at forebygge den slags brande. Eksempelvis har vi brandalarmer med i brandbilen, som vi uddeler, hvis vi har været ude til en brand et sted, hvor der ikke har været en brandalarm, siger Per Munch Frandsen.

Selvom det er den enkeltes ansvar at købe en brandalarm, gør brandvæsnet en del for at råbe op om vigtigheden ved en brandalarm.

- Man kan godt sige, at det er folks eget ansvar, men det er en ekstra service, vi har. Det gør vi, fordi vi ikke er interesseret i at komme ud til en bolig i brand og slæbe nogen, som er omkommet, ud derfra. Vi ser klart helst, at vi i gåseøjne bare skal komme ud og slukke en brand frem for også at skulle til at redde menneskeliv, siger han.

Annonce

Særligt fokus

For pensionister tager Brand og Redning Sønderjylland gerne ud og sætter røgalarmer op gratis.

- Ældre kan have svært ved at sætte røgalarmer op, derfor gør vi det gerne for pensionister, siger han.

Derudover har Brand og Redning Sønderjylland også forsøgt at udbrede kendskabet til vigtigheden af en brandalarm på sociale medier.

- Vi oplever tit, at der er mangel på røgalarmer, når de unge flytter hjemme fra og i deres egen lejlighed. Vi har blandt andet været ude på et kollegie for at dele røgalarmer ud, ligesom vi har et samarbejde med hjemmeplejen i Tønder Kommune. De er ude ved de ældre og kan se, om de har en røgalarm. Har de ikke det, kan de sætte en op for os eller bestille en røgalarm hos os, så kommer vi ud og gør det, siger han.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Tønder

40 år hos Ecco

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Tønder

25-års jubilæum

Ugeavisen Tønder

40 år hos Ecco

Annonce