Annonce
Ugeavisen Tønder

Chanceløs: Tørre tæsk til TM Tønder

Selvom der ikke var meget godt at tage med sig hjem efter kampen mod Ajax København lørdag i sidste uge, så fik Matle Schnoor roser med fra den nye træner efter kampen. Arkivfoto: Flemming Andersen
TM Tønder var på et tidspunkt bagud med 10 mål og aldrig i nærheden af noget i udekampen mod Ajax København i lørdags. Nederlaget er det fjerde i træk, og dermed er holdet havnet i nedrykningszonen.
Annonce

Tønder/København: Lørdag eftermiddag mødte TM Tønder med den nye træner, Jan Paulsen, i spidsen Ajax København på udebane. Resultatet af det møde var ikke prangende. Med et nederlag på 27-32 og en kamp, hvor TM Tønder i flere perioder haltede bagud, var der ikke meget, Jan Paulsen kunne være tilfreds med.

- Jeg tager ikke noget med fra første halvleg. Vi skal helt klart snakke om den parathed, der skal til, når man skal spille på udebane. Der er man nødt til at være mere klar fra kampens start og ikke komme bagud 7-2, siger Jan Paulsen, der inden kampen havde håbet på, at holdet kunne matche Ajax, der lå lige over Tønder i tabellen.

De sønderjyske drenge fik dog pyntet lidt på resultatet i anden halvleg særligt takket være Felix Kasch, der med sine otte mål blev sønderjysk topscorer. Men også det unge U-19-talent Malte Schnoor gjorde sig bemærket med seks mål.

Noget som træneren også bed mærke i:

- Malte spiller en fin kamp med godt gå-på-mod. Thomas Clausen spiller også en fin anden halvleg, så skulderklap til de to unge spillere.


Annonce

Nedrykningszonen

Ifølge den nye træner er der meget, der skal arbejdes med for at kunne være med på det niveau, som det kræver at være med i toppen af 1. division. Kampen mod Ajax var langt fra det niveau.

- De (Ajax, red.) scorer stort set på alt. Vi har for få redninger, og vi har et forsvar, som begynder at tvivle lidt. De går det halve til hele skridt længere frem, end vi skal gøre, og så åbner der sig nogle rum. Sammenspillet mellem forsvaret og målmanden var ikke godt i dag, sagde en skuffet Jan Paulsen efter kampen.

Nederlaget, som er det fjerde i træk, betyder, at TM Tønder nu er havnet i nedrykningszonen, og dermed de kriminelle pladser i 1. division. Holdet har nu to uger til at komme til hægterne. Så venter Odder på hjemmebane. Alt andet end en sejr, vil for alvor forstyrre julefreden i den ambitiøse, men for tiden alt andet end succesrige klub.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce