1.
Det har været et vildt og voldsomt regnvejr,
og det drypper fra træerne endnu.
Frygt for andre har hersket på vor egn her,
fremmedhad sprængte tillids bånd itu.
Det gi´r lysere vejr, når man rummer enhver
og har folket og sammenholdet kær.
2.
Det har været et voldsomt vejr herhjemme,
stormen tog hvert et nyudsprunget blad.
Vi har hørt frygtens onde, kolde stemme,
den har prædiket om fjendtlighed og had.
Og når intet var trygt, har i afmagt vi søgt
denne stemme, som spreder angst og frygt.
3.
Men med stemmer skal frygten overvindes,
står vi sammen, vi lyset bryde frem.
Sol skal skinne, og fællesskab skal findes,
fred skal genskabes i vort gamle hjem.
Ræk din hånd til din bror, ned mod syd, op mod nord,
Vi er ét, uanset hvor end vi bor.
4.
Vi er os, de er dem, men vi er sammen,
hvis vi rummer hinanden, kan vi gro.
Dialog og respekt skal danne rammen
om vor verden, på trods af skel og tro.
Vores arv står vi ved i en uendelighed,
vi vil kæmpe for ret og pligt og fred.
5.
Det har været et vildt og voldsomt regnvejr,
det er væk nu, så vi kan skue frem.
Vi har fået et klart og tydeligt tegn her:
Der er håb for vor klodes store hjem.
håb og kærlighed gror, hvis vi følger vort spor,
det har slet ingen hast for dem, som tror.
Tekst: Sigurd Barrett 2019 Melodi: Det haver så nyligen regnet, dansk folkemelodi
Tekst hentet fra Grænseforeningen.dk