Annonce
Ugeavisen Tønder

Efter 27 år i postvæsenet: "Jønne" er den nye købmand i Visby

Jørn Petersen har kun været købmand hos Min Købmand i et par måneder, men springet hertil har været det helt rette. Foto: Michael Ehrhorn
Jørn Petersen fra Visby er det nye ansigt udadtil hos Min Købmand i Visby, og det har trods gejsten ikke været noget let spring at tage.
Annonce

TØNDER: "Ja hej det er Jønne".

"Hejsa, kan jeg komme til at tage med Jørn Petersen?"

"Ja da, det er nemlig mig!"

Det er kælenavnet, der bliver taget i brug, når man hilser pænt på Visbys nye købmand, der har været Min Købmand's ansigt udadtil siden starten af maj.

"Jønne" er en ægte lokal borger, som hele Visby kender, og som kunderne er på fornavn med fra det sekund, de træder indenfor i butikken. Den nye rolle som købmand er en, der opstod lidt som en pludselig mulighed.

- Min Købmand var på jagt efter en ny købmand, og så henvendte de sig selv og spurgte, om ikke jeg havde lyst, siger Jørn Petersen.

Annonce

Stort spring

At Jørn Petersen er på fornavn med kunderne i forretningen, skyldes ikke kun, at Visby ikke er den største by.

Det skyldes formentlig i lige så høj grad hans tidligere erhverv, for det er noget af et spring, han har kastet sig ud i.

Af samme grund har skiftet ikke været uden overvejelser.

- Jeg skulle tænke tingene godt og grundigt igennem. Jeg blev faktisk udlært her i butikken tilbage i 1987, men jeg har ikke tidligere været købmand. Jeg har boet her hele tiden, men i 27 år har jeg arbejdet inden for postvæsenet, fortæller Jørn Petersen.

Jørn "Jønne" Petersen er glad i sin nye rolle, hvor han har et helt særligt bånd til kunderne. Foto: Michael Ehrhorn

Og så var det en noget anden verden, han kom ind til, da han satte sig bag skærmen som købmand i den lokale butik.

- Der er bestemt sket lidt siden 1987. Jeg har været noget udfordret af computeren og al den elektronik, der er en del af jobbet. Mine kolleger har måtte bære lidt over med mig, men de har heldigvis været meget tålmodige, smiler købmanden.

Annonce

Afgørende rolle

Som ny købmand hos Min Købmand i Visby har Jørn Petersen trods springet hurtigt fået stor glæde i sit nye arbejde.


Man skal gerne følge med i, hvad der sker i byen, og man skal gerne have en kommentar klar til alle.

Jørn Petersen, Købmand hos Min Købmand i Visby


En rolle, der måske er særligt vigtig i et mindre samfund som Visby.

- Det er spændende, og man skal jo være det lokale ansigt udadtil. Jeg kender dog heldigvis langt de fleste, og det er hyggeligt, mener Jørn Petersen.

Det er dog ikke kun hyggeligt, at kender kunderne godt. Det er nemlig også forretningsmæssigt afgørende.

- Det er en del af det, og forhåbentlig kan det være med til lige at give den sidste del af omsætningen. Man skal gerne følge med i, hvad der sker i byen, og man skal gerne have en kommentar klar til alle, fortæller han.

Annonce

En livsstil

I Visby er Jørn "Jønne" Petersen klar over, at hans rolle som købmand er noget mere end et 8-16 job.

For ham skal det være en livsstil, og det er det heldigvis også.

- Man skal være klar på at bruge mange timer på det, og man skal virkelig ville det. Også for at vise, at vi godt kan klare tingene i fællesskab. Sådan er det med mange små købmænd. Vi har mange frivillige, og folk gør en kæmpe indsats her. Jeg er virkelig glad for min start, det er jeg absolut, understreger Jørn Petersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce