Annonce
Ugeavisen Tønder

Efter nedlukninger og aflysninger: Foreninger får muligheden for at mødes virtuelt

Blandt andet foreningsidrætten har det seneste år været ramt af aflysninger - nu inviteres foreningerne til onlinemøder. Arkivfoto: Timo Battefeld
Kommunens foreninger er inviteret til en række onlinemøder, hvor der sættes fokus på temaerne økonomi, frivillige, medlemmer og genåbning.

Tønder: Hvad kan kommunen gøre for at hjælpe de lokale foreninger på vej?

Blandt andet det spørgsmål kan der findes svar på, når Tønder Kommune her i marts holder fire onlinemøder for foreningerne efter cirka et år med coronakrise, nedlukninger og aflysninger.

Møderne kommer efter, at foreningerne i januar modtog spørgeskemaer, hvor de havde mulighed for at beskrive, hvad der fylder hos dem. Besvarelserne danner nu baggrund for de fire møder, hvor foreningernes formænd og kasserere kan deltage.

Foreningskonsulent Ronni Rix Back står i samarbejde med frivilligkoordinator Kirsten G. Nissen bag invitationerne.

- Vi kan se, at foreningerne er vidt forskellige steder. Der er dem, der bare er klar og kun venter på, at der igen bliver åbnet, og så er der de foreninger, der virkelig er bekymrede for, om medlemmer og frivillige overhovedet vender tilbage, fortæller han i en pressemeddelelse.

- Jeg håber, at vi med de møder, vi nu inviterer til, kan fortælle foreningerne, at vi er her for dem, og at vi kan understøtte dem med rigtig mange ting, fortæller han.

Møderne har overskrifterne økonomi, frivillige, medlemmer og genåbning. Tanken er, at foreningerne får mulighed for at fortælle om problemstillinger og dele erfaringer.

Møderne

Møderne afvikles på følgende datoer:

  • Torsdag den 4. marts klokken 19, Tema: Økonomi
  • Torsdag den 11. marts klokken 19, Tema: Genåbning
  • Onsdag den 17. marts klokken 19, Tema: Frivillige
  • Tirsdag den 23. marts klokken 19, Tema: Medlemmer

Alle kommunens foreninger - både lokalråd, kulturelle, folkeoplysende og sociale foreninger - er inviteret til møderne, som afholdes via Teams - undervejs vil deltagerne blive delt ud i mindre grupper, hvor der vil være værter og sekretærer.

- I en tid hvor der er meget, vi ikke kan, er det her noget, vi kan. Og vi kan få sagt til foreningerne, at vi er her for dem og spørge ind til, hvad vi kan gøre for dem, fortæller Kia Fog Kristensen, der er afdelingsleder i Kultur og Fritid, i pressemeddelelsen.


Jeg håber, at vi med de møder, vi nu inviterer til, kan fortælle foreningerne, at vi er her for dem, og at vi kan understøtte dem med rigtig mange ting.

Ronni Rix Back, foreningskonsulent
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce