Annonce
Ugeavisen Tønder

Et padelcenter er nu på vej i Tønder

Frank Hoffman, Brian Hansen, Kurt Bucka og Sune Hofsted vil etablere et padelcenter i Tønder. Der skal være fire baner og loungeområde i hallen, hvor der stadig ligger korn. Privatfoto
Fire erhvervsfolk vil etablere et padelcenter i Tønder. De har købt DLG-grunden og har planer om fire baner i den største hal.

Tønder: Tønder er på vej til at få et padelcenter, hvor den fremadstormende sport kan dyrkes.

De lokale erhvervsfolk Frank Hoffman, Kurt Bucka, Sune Hofsted og Brian Hansen har købt DLG-grunden på Kærgårdsvej i Tønder, og i den største hal vil de etablere fire baner.

- Specielt Sune, Brian og jeg spiller rigtig meget padel, og padelcentre er det nye sort. Hvis man ser hvor mange padelcentre, der dukker op i Danmark, så er det helt vildt, fortæller Frank Hoffmann.

I øjeblikket er hallen fyldt med korn. Det skal væk, og der skal gøres rent, inden etableringen af banerne kan påbegyndes. Erhvervsfolkenes samlede investering inklusiv køb af grund med bygninger løber op i mere end fem millioner kroner. Alene inde i hallen bruges der mere end to millioner kroner.

- Vi investerer et pænt stykke over to millioner kroner på baner og på at gøre det lækkert. Der skal laves et loungeområde, hvor man kan sidde og nyde en sodavand og en kop kaffe, og man kan sidde og se de andre spille, siger Frank Hoffmann.

Der skal også være omklædningsrum og toiletter.

De fire erhvervsfolk ser et behov for et indendørs padelcenter i området – Ifølge Frank Hoffmann er der eksempelvis ingen indendørsbaner umiddelbart syd for grænsen. Og håbet er, at centret allerede står klar i juni.

- Så det går sindssygt stærkt lige nu, fortæller Frank Hoffmann.

Annonce

Valg af baner og booking

De fire skal blandt andet have lagt sig fast på hvilke typer baner, der skal etableres, og hvilket bookingsystem man vil anvende.

- Vi har hver især travlt i vores egne virksomheder også, men vi finder tiden til det her, fordi at vi synes, det er spændende, og fordi det er godt for Tønder, siger Frank Hoffmann.


Vi investerer et pænt stykke over to millioner kroner på baner og på at gøre det lækkert.

Frank Hoffmann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce