Annonce
Ugeavisen Tønder

EUC Syd gør klar til, at elever kan teste sig selv

Efter påske kan elever på ungdomsuddannelserne, såsom erhvervsuddannelser og gymnasier, vende tilbage på halv tid. Arkivfoto: Timo Battefeld.
Der er et større logistikarbejde i gang på en række skoler og uddannelsesinstitutioner rundt om i kommunen, så de kan være klar til at modtage eleverne på halv tid efter påske. Det gælder også erhvervsskolen EUC Syd i Tønder, der glæder sig til igen at kunne give eleverne den nødvendige praktiske undervisning.

TØNDER: Det er svært at lære over Zoom, hvordan du laver en god sauce eller installerer en stikkontakt. Så selvom det nok er de færreste elever, der er blevet ellevilde med onlineundervisningen de seneste par måneder, så har særligt erhvervsskolerne været presset.

Derfor var det også til stor glæde, da det kom frem, at alle elever måtte komme tilbage på halv tid efter påske.


En ting er, at du laver en selvtest, men der skal være en supervisor, der overværer, at det bliver lavet ordentligt, og at data bliver sendt ind i systemet og videre til myndighederne.

Elisabeth Holm, afdelingschef EUC Syd Tønder.


Arbejdet med at få skemaerne til at gå op skræmmer ikke Elisabeth Holm, der er afdelingschef på EUC Syd i Tønder. For det system har skolen allerede testet på afgangseleverne, der måtte vende tilbage på tilsvarende vilkår mandag den 15. marts.

- Eleverne er inde i en uge, hvorefter de er hjemme en uge med virtuel undervisning. Det skal bredes ud til alle elever nu. Det er ikke det store problem, det skal vi nok finde ud af. Lige nu er vi ved at finde ud af, hvordan vi rent logistikmæssigt klarer testkapaciteten. Det er noget, der kræver lidt mere, for det er vi ikke vant til, siger Elisabeth Holm.

Annonce

Selvtest

For de elever, der måtte vende tilbage til skolen inden påske, har der været krav om en negativ covid-19 test, der ikke var mere end 72 timer gammel. Hvis ikke de havde en negativ test, ville de blive sent hjem og registreret som fraværende.

- Der var vist en enkelt, der lige fik besked på at tage ned til en quicktest. Men det er jo ingenting i forhold til, hvad vi ellers kunne have frygtet. De unge har været rigtig gode til at blive testet, og kommunen har været god til at skaffe kapacitet og teststeder, så folk også har haft muligheden for det, siger afdelingschef Elisabeth Holm.

Kravet om en negativ test fortsætter efter påske, men her skal testningen efter planen ske på skolerne via selvtest, lyder opfordringen fra Børne- og Undervisningsministeriet, der dog mangler at godkende ordningen endeligt.

- Vi skal lige finde ud af den mest smarte måde at gøre det på. Skolen ansætter nogle supervisorer, men eleverne skal teste sig selv. Men det er et stort logistikprogram. En ting er, at du laver en selvtest, men der skal være en supervisor, der overværer, at det bliver lavet ordentligt, og at data bliver sendt ind i systemet og videre til myndighederne, siger Elisabeth Holm.

Hvad er en selvtest?

Selvtesten er en såkaldt hurtigtest, der tages ved at indføre en vatpind to til tre centimeter i næsen. Svaret på testen kommer kort tid efter prøvetagningen.

Vatpinden føres ind i det ene næsebor og roteres cirka fire gange i 15 sekunder. Derefter gentages fremgangsmåden i det andet næsebor.

Eleverne vil få en grundig indførelse i selvtestningen, og der vil være en supervisor til stede under forløbet, der har gennemført en relevant uddannelse.

Annonce

Glad for at vende tilbage

Selvom det kræver en del planlægning og nogle nye opgaver for skolen, så betyder det ekstra arbejde ikke det store, når bare eleverne igen kan mødes fysisk.

- Det er det allervigtigste, at de unge mennesker kan komme i gang med deres faglige del. Nu har vi kørt alt muligt teoretisk, og vi er jo en erhvervsskole, så der skal arbejdes ude i værkstederne, køkkenerne og bagerierne. Det er jo det, som de virkelig har manglet, siger Elisabeth Holm.

Hun roser lærerne for at have tænkt kreativt under tiden med onlineundervisning. Her har eleverne eksempelvis kunne hente en pose med madvarer på skolen, for derefter at lave mad med læren online. Skolen har også haft et godt samarbejde med flere af de steder, eleverne har været i lære, der har stillet deres værksteder til rådighed.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce