TØNDER: Sidste år modtog lokalhistoriker Ingolf Haase, Møgeltønder, Tønder Kommunes kulturpris. Den består ud over selve æren og et diplom også af 1000 kroner og et kunstværk. Endvidere er der afsat en maksimal økonomisk ramme på 9000 kroner til en kulturel aktivitet, som prismodtageren vælger.
Det har Ingolf Haase nu gjort.
Søndag den 22. maj klokken 14 inviteres til forårskoncert med trioen Zenobia på Schweizerhalle -Tønder Kulturhus, og der bliver gratis entré.
Vinderens valg er alt andet end tilfældigt.
- De er fantastiske, og de er mine gode venner, lyder det fra Ingolf Haase.
Morgenfriske gæster under den årlige Tønder Festival vil formentlig nikke genkendende til Zenobia. Sangerinde Louise Støjberg, harmonikaspilleren Mette Kathrine Jensen Stærk og pianist Charlotte Støjberg har således deres faste plads på scenen på "Hagge's" søndag formiddag under festivalen. Her er der altid fuldt hus, og med alle vinduer åbne kan også de lytte med, der ikke fik en plads indenfor.
Normalt kan Zenobia, der blandt andet to gange har været nomineret til Danish Music Awards, ikke hyres for 9000 kroner. Men Ingolf Haase har fået en specialpris. Ikke kun fordi at han er glødende fan, men også fordi trioen har fast adresse i familien Haase's hus under den årlige festival.
Dansk-tysk
Oprindeligt var det tanken, at Ingolf Haase ville bruge sin pris til en dansk-tysk sangeftermiddag, hvor publikum ud over Zenobia også skulle lytte til en tysk operasanger. Endvidere skulle museumsinspektør Elsemarie Dam-Jensen binde sangene sammen. Det skulle være en slags musikalsk, kulturhistorisk vandring, men da det kneb med at få tilsagn fra den tyske sanger, måtte projektet droppes.
Sådan får du en billet
Der er 250 billetter til Zenobia-koncerten i Schweizerhalle - Tønder Kulturhus søndag den 22. maj klokken 14.
Gratis billetter kan fås på Victoria i Storegade i Tønder og Hagges Musik Pub.
Billetterne uddeles efter først til mølle-princippet.
Derfor bliver det altså nu en ren Zenobia-eftermiddag, og det kan publikum ifølge Ingolf Haase roligt glæde sig til. Selv for inkarnerede fans af trioen vil der være nyt. Zenobia har i forvejen den danske sangskat, både viser, salmer og fællessangen, under huden, og senest har de tre musikalske kvinder også rettet blikket og noderne mod Sønderjylland. I anledningen af 100-året for Genforeningen og fællessangens betydning før og efter, har trioen også nye/gamle sange med fra den del af historien.
- Man kommer helt sikkert til at høre "Det haver så nyligen regnet" og "Som en rejselysten flåde", lyder det fra Ingolf Haase.
Ingolf Haase, modtager af Tønder Kommunes kulturpris 2021, MøgeltønderDe er fantastiske, og de er mine gode venner.