Annonce
Ugeavisen Tønder

Flagdag: Minister lægger vejen forbi

Mindeplade for Danmarks udsendte i internationale mission på pladsen foran rådhuset i Tønder blev afsløret 5. september 2017. Foto: André Thorup
Der er fast tradition for, at flagdagen for Danmarks udsendte markeres i Tønder. På lørdag sker det med march, musik og ministeriel bevågenhed.
Annonce

TØNDER: Meget er corona-betinget blevet aflyst i år, men flagdagen for Danmarks udsendte den 5. september bliver gennemført.

Det oplyser formanden for De danske Forsvarsbrødre i Tønder, Allan Poulsen, Tønder, og i år sker det for første gang også med bevågenhed fra ministeriel side. Således har den sønderjyske transportminister Benny Engelbrecht bedt om at måtte deltage, og han er særdeles velkommen, lyder det fra borgmester Henrik Frandsen.

Tønder Kommune er vært og bidrager ud over "paradepladsen" foran rådhuset også med et mindre traktement i byrådssalen.

Flagdagen

Formålet med flagdagen 5. september er at hædre de personer, der er eller har været udsendt på en mission af Danmark på baggrund af en beslutning truffet af regeringen, Folketinget eller en minister.

Flagdagen omfatter den samme personkreds som det nationale monument over Danmarks internationale indsats efter 1948.

Programmet for flagdagen på lørdag byder med start klokken 11.15 på march fra Carstensgade gennem Østergade, Storegade og Vestergade videre til rådhuset. Marchen foregår med deltagelse af fanebærere fra forsvarsbrødrene og andre soldater- og veteranforeninger samt med musikalsk ledsagelse, som familien Møbjerg Nielsen står for.


Så kan vi sammen hylde de danskere, som er eller har været udsendt i vigtige internationale missioner.

Allan Poulsen, formand, De Danske Forsvarsbrødre i Tønder


Foran rådhuset vil borgmester Henrik Frandsen modtage deltagerne og efterfølgende tale til de fremmødte. Også Allan Poulsen får ordet. Efter talerne vil borgmesteren, ministeren og formanden for Forsvarsbrødrene i Tønder lægge blomster ved den mindeplade, som blev sat på pladsen for nogle år siden.

Der er fast tradition for, at soldater- og veteranforeninger i Tønder Kommune markerer flagdagen for Danmarks udsendte. Marchen gennem byen føres an af formanden for de lokale forsvarsbrødre Allan Poulsen, der også er præsident for De danske Forsvarsbroderselskaber. Arkivfoto: André Thorup

Feltpræst og sognepræst i Hostrup sogn, Thorsten Bjerg Christensen, forestår efterfølgende en mindre andagt, inden højtideligheden tradition tro sluttes med fællessangen "Altid frejdig når du går".

Annonce

Børnemedaljer

Familienetværket, som et et netværk af pårørende til soldater, indledte sidste år overrækkelse af diplomer og en børnemedalje til alle børn under 18 år, der har haft en soldat udsendt i international tjeneste.

- Sidste år blev de første medaljer uddelt, og det sker altså også i år, siger Allan Poulsen, der understreger, at byens borgere er mere end velkommne til at følge marchen og markeringen af dagen foran rådhuset.

- Så kan vi sammen hylde de danskere, som er eller har været udsendt i vigtige internationale missioner, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce