Tønder: I 2017 blev han formand, og før det var han næstformand, men nu har Anders Muus Jacobsen meddelt Tønder Handelsstandsforening, at han trækker sig som formand og træder ud af bestyrelsen.
- Jeg synes, det er et godt tidspunkt. Alt er jo lukket ned, så har bestyrelsen mulighed for at finde ud af, hvad man så skal. Alt er jo i stilstand nu, det var noget andet, hvis det var midt i højsæsonen med turister i gågaden og alt muligt. Jeg bruger rigtig meget tid på det. Hele tirsdag og torsdag gik med møder. Det er jo et frivilligt engagement, så der var det sådan, at nu måtte nok være nok, siger han.
Anders Muus Jacobsen forlader foruden formandsposten også poster i Tønder Erhvervsråd, Facaderådet, Tønder Midtby Udvalg, Detailforum Tønder Kommune samt Task Force butikker Tønder Midtby.
For by og gågade
Det har især været tidsspørgsmålet, der har været afgørende for Anders Muus Jacobsen. For han savner tid både til sig selv og kæresten, men også til sit arbejde og sideprojekter.
- Der er kun så og så mange timer i døgnet, og jeg kan godt mærke, at det går ud over mine frie timer, for det er ikke kun begrænset til møder, men også diskussioner på kryds og tværs. Der kan man bare sige, at det går ud af min arbejdstid, fritid og aftener og morgener. Jeg synes, jeg har gjort det, som jeg skulle. Jeg har gjort det for min by og for min gågade, og jeg synes faktisk, at jeg har gjort det godt, siger han.
Anders Muus Jacobsen.Jeg har gjort det for min by og for min gågade, og jeg synes faktisk, at jeg har gjort det godt
Hvis han skal kigge tilbage på sin tid som formand for Handelsstandsforeningen ved han godt, hvad han vil fremhæve.
- Jeg vil være stolt af, at vi har fået detailhandlen på dagsorden. Da jeg trådte til, der var der ikke rigtig villighed til at kigge på de behov og rammevilkår, som vores erhverv arbejder under. Derudover har vi fået et rigtig godt samarbejde op mellem de andre handelsstandsforeninger i Tønder Kommune, siger Anders Muus Jacobsen.