Annonce
Ugeavisen Tønder

Gadeidræt trak unge af huse

DGI afholdt i weekenden Gadeidrættens Dag i Tønder ved Tønder Sport & Fritidscenter. Man kunne blandt andet forsøge sig med floorball, som pigerne her prøver. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Der var masser af liv og unge mennesker ved Tønder Sport & Fritidscenter lørdag. For første gang afholdt en række organisationer, foreninger og DGI sammen Gadeidrættens Dag.
Annonce

TØNDER: Rundt omkring fritidscentret var der lørdag ved middagstid godt gang i aktiviteterne - og det var de unge mennesker, der var i klart overtal.

Der blev løbet på løbehjul, der rent street-mæssigt kaldes scoots, der blev spillet gadebasket til én kurv, spillet floorball og streetfodbold på en bane med minibander på cirka 30 centimeteres højde og malet med graffiti.

Især Barrax-rampen var det helt store trækplaster. Og i dagens anledning var løbehjulene i klart overtal.

Ikke alle kunne dog være med til at prøve nye tricks af og øve sig. Ved skaterrampen humpede 10-årige Mikas Mahler rundt med et brækket venstreben. Men handicappet havde dog ikke forhindret ham i at kigge på.

- Jeg ville egentlig gerne have været med. Men det er meget fedt at se på, sagde Mikas Mahler, der også havde nydt synet af Scooter Mekkas opvisning.

Ifølge DGI Sønderjyllands idrætskonsulent Rikke Vedel Lassen forventes det, at arrangementet gentages til næste år.

- Det er en succes. Så der er ingen grund til ikke at komme til næste år, siger hun.

Arrangementet var blevet til i et tæt samarbejde mellem DGI Sønderjylland, Tønder Kommune, Tønder Fritidscenter, Barrax, Det Blå Gymnasium samt Gadeidræt og Game.

Der var også en frisbee i luften ved fritidscentret i Tønder. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce