Annonce
Ugeavisen Tønder

Hædret som en god kammerat: Lektierne var det hårdeste

Sarah Vilhelmsen er glad og stolt over skulderklappet fra HK. Hun havde slet ikke set anerkendelsen komme. Foto: Betina Skjønnemand
35-årige Sarah Vilhelmsen fra Ellum fik forleden sin EUX-eksamen. Samtidig blev hun hædret med HKs Fanebærerpris på 4000 kroner.
Annonce

Ellum/Tønder: Matador-spillet ligger halvt færdigspillet på bordet i Sarah Vilhelmsens køkken i Ellum. Hun og døtrene Mathilde og Johanne var lige gået i gang med spillet, da avisen kigger forbi.

Sammen med spillet på bordet står en ramme med et fint diplom og en træfigur af Kaj Bojesen. Det synlige bevis på, at Sarah Vilhelmsen forleden blev hædret med HKs Fanebærerpris, da hun dimitterede som EUX-student fra Tønder Handelsskole.

- Jeg blev godt nok lidt paf, da de råbte mit navn op ved dimissionen, siger Sarah Vilhelmsen med et smil.

Det er skolen, der har indstillet Sarah Vilhelmsen til hæderen, og hun har godt grund til at være stolt, hvis man læser indstillingen, hvor skolen blandt andet skriver: - Sarah har klaret uddannelsen med bravour. Hun er en positiv, dygtig, arbejdsom og yderst pligtopfyldende elev. Hun tager ansvar og bidrager meget til undervisningen og den gode stemning i klassen. Derudover har Sarah deltaget i frivillig ekstraundervisning til Sprachdiplom trods mange andre pligter uden for skolen.

- Jamen, det gør mig da bare rigtig glad at få sådan et skulderklap. Jeg har aldrig kunnet lide at gå i skole før, men nu gav det pludselig mening, fordi jeg kunne se, hvad jeg skulle bruge det til, fortæller Sarah Vilhelmsen.

Annonce

Ny start

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Sarah Vilhelmsen skulle blive EUX-student og nu kan se frem til at starte som voksenlærling som økonomiassistent hos LHN i Tinglev, der rådgiver om landbrug.

Faktisk er hun allerede både uddannet dyrepasser og SOSU-hjælper. Men ingen af delene var det rigtige for Sarah Vilhelmsen.

Efter veloverstået eksamen vankede der naturligvis blomster fra kæresten. Foto: Betina Skjønnemand

- Dyrepasser var simpelthen for kedeligt. Og som SOSU-hjælper gik jeg konstant rundt med dårlig samvittighed, fordi der ikke var tid nok til at give ordentlig pleje. Så det var uholdbart i længden, fortæller Sarah Vilhelmsen videre.

Annonce

Startede på EUX

Efter en tænkepause på omkring fire år med forskellige småjobs, tog hun beslutningen om at starte på EUX. Det betød to år, hvor familien skulle leve af kærestens løn og den SU, som Sarah nu måtte nøjes med.

- SU er ikke noget, man bliver særlig rig af, kan jeg afsløre, lyder det fra Sarah Vilhelmsen med et smil, og hun fortsætter:

- Der var ikke meget til overs, men vi fik det til at hænge sammen.


Som SOSU-hjælper gik jeg konstant rundt med dårlig samvittighed, fordi der ikke var tid nok til at give ordentlig pleje. Så det var uholdbart i længden

Sarah Vilhelmsen, EUX-student


Nu ser hun frem til, at der igen kommer lidt flere penge ind på kontoen, når hun starter i lære. Imens kan hun glæde sig over, at de 4000 kroner, der fulgte med Fanebærerprisen, kan bruges til at forsøde sommerferien lidt.

Annonce

Lektierne var det hårdeste

Sarah Vilhelmsen gik i en klasse med 13 studerende, hvoraf de 10 var mellem 18 og 20 år, og resten lidt ældre. Men det var slet ikke et problem, at de fleste var helt unge.

- Det gik fint. Det sværeste for mig var lektierne. Det var lidt hårdt at skulle sidde hjemme og arbejde med dem. Men det gik heldigvis også godt, konstaterer Sarah Vilhelmsen.

Sarah Vilhelmsen har også fundet tid til andre ting end at gå i skole. Først og fremmest er det familien, der er i højsædet, men hun hjælper samtidig til med regnskabet for en lille cykelbutik, som kæresten har startet. Derudover sidder hun i bestyrelsen i Løgumkloster Cykelklub.

- Det er nu ikke fordi, jeg selv cykler. Men de spurgte, om jeg ville hjælpe til, og da jeg lige var trådt ud af bestyrelsen i den lokale rideklub, så tænkte jeg, at det måtte der være tid til, siger Sarah Vilhelmsen.

HKs Fanebærerpris

Sarah Vilhelmsen er en af 12 unge mennesker over Sydjylland, som modtager HK Sydjyllands Fanebærerpris. Legatet er stiftet for at sætte fokus på de elever, der gør en ekstra indsats for, at alle har et godt miljø at lære og udvikle sig i.

Fanebærerprisen bliver uddelt til en EUD-, EUX Business- eller Merkantil elev.

Prisen består af træfiguren Fanebærer af Kay Bojesen og et legat på 4000 kroner.

Sarah Vilhelmsen blev hædret med HKs Fanebærerpris. Foto: Betina Skjønnemand
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce