Annonce
Ugeavisen Tønder

Henriks verdenssensation: De opdager det nok først når jeg er død og borte

Henrik Schouw giver prøver på sin opfindelse af en sublim kombination af elektrisk og akustisk lyd. Foto: Michael Ehrhorn
Pianisten Henrik Schouw er manden bag Schouw Digital Piano House i Tønder, og inde i den forretning har han noget af en opfindelse stående.
Annonce

Tønder: Set fra afstand ligner det egentlig mest af alt et klassisk flygel. Det er dog alt andet end blot klassisk, netop det flygel, som pianisten Henrik Schouw viser frem hos Schouw Digital Piano House i Tønder.

Som opfinder skabte han det selv tilbage for 25 år siden, og der er tale om et flygel, der skal gøre livet langt lettere for pianister verden over.

Denne version kan nemlig klappes sammen, køres rundt på hjul og vejer blot 60 kilo.

- Jeg opfandt det, fordi jeg havde så meget brug for det som pianist. Et klassisk flygel er meget tungt, og der skal nærmest tre mand til at flytte det. Den her kan man have med i bagagerummet, og teknisk er det en kombination af akustisk og elektronisk lyd, fortæller Henrik Schouw.

Annonce

Ingen tror på mig

Netop kombinationen mellem akustisk og elektronisk lyd er det helt springende i den opfindelse, som Henrik Schouw har kreeret.

Opfinderen har simpelthen bygget et keyboard ind i et klassisk udseende flygel, og med en masse kælen for detaljen placerer han de enkelte elementer netop der, hvor det skaber magi.

- Der er ingen, der tror på mig, når jeg siger, at jeg har skabt en elektronisk lyd, der lyder akustisk. Når pianister rundt omkring selv får lov at prøve kræfter med det, har de dog aldrig oplevet noget lignende. Det er en verdenssensation, melder han.

Henrik Schouw har flere af sine ting stående rundt omkring i Tønder. Blandt andet her på Tønderhus. Foto: Michael Ehrhorn

En påstand, som blev bekræftet af en af de store, da Henrik Schouw rykkede Schouw Digital Piano House til Tønder for at komme tættere på det tyske marked.

- En dag kom den meget kendte pianist Gottfried Böttger ind ad døren. Han købte det sidste, jeg havde tilbage på det tidspunkt. Da han spillede på mit flygel foran kollegerne, begyndte alle at lede efter strenge. De kunne ikke forstå, at det hele var elektrisk, griner Henrik Schouw.

Annonce

Manglende gennembrud

For at understrege sin pointe, tager pianisten selv plads foran en af sine skabninger.


Jeg venter stadig på, at gennembruddet kommer sådan for alvor. Det er noget, der vil kunne ændre det hele.

Henrik Schouw


Han begynder at spille Simon & Garfunkels "Bright Eyes" med en blanding af klassisk piano-lyd og elektronisk støtte, og han har ret. Lyden er magisk flot.

- Jeg venter stadig på, at gennembruddet kommer sådan for alvor. Det er noget, der vil kunne ændre det hele, konstaterer Henrik Schouw.

Han tvivler dog på, at gennembruddet er lige om hjørnet.

- Det kommer nok først, når jeg ikke er her mere. Jeg har dog brugt et par millioner på det her, og det ville da være dejligt bare at få lidt tilbage, understreger han.

Annonce

Uden noder

Henrik Schouw har været pianist i hele sit liv. Han har spillet på nogle af de største scener i landet og sågar på TV, men han er ikke som de andre.

Indehaveren af Schouw Digital Piano House må nemlig krybe til korset på et særligt - og for en pianist nok ret usædvanligt - punkt.

- Jeg har faktisk aldrig kunne spille noder, og det kan jeg sådan set stadig ikke. Alt hvad jeg spiller, er efter gehør. Det startede som dreng, hvor jeg hørte min familie spille et stykke. Pludselig satte jeg mig bare op og selv spillede det uden at kunne nogen noder. Sådan er det fortsat, smiler Henrik Schouw.

Det er ikke kun instrumenter, der er at finde hos Schouw Digital Piano House i Tønder. Også skriveborde, ure, sko og hatte er en del af udvalget. "Sådan en butik finder man ikke andre steder i verden", mener Henrik Schouw. Foto: Michael Ehrhorn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce