Annonce
Ugeavisen Tønder

Klumme: bægeret skal ses som halvfyldt

Thorsten Simonsen er denne uges klummeskribent. Foto: Hans Chr. Gabelgaard.

Så begynder året at gå på hæld, og det er tid til at evaluere årets gang, inden vi nytårsaften skåler kl. 00.01 og springer ind i 2022.

Jeg tror, alle havde håbet, at 2021 ville blive året, hvor vi ikke skulle tænke på corona og endelig begynde at leve et ”normalt” liv igen. Lykkedes det? Tja, ikke synlig godt fristes man til at sige, men jeg vil alligevel tillade mig at glædes over, nogle af de ting vi trods alt fik lov til.

I år blev min datter student, og hvor var det befriende at se alle de unge mennesker, fulde af livsmod og fri af bekymringer, sætte gang i gaden og feste, danse, køre i studentervogn, kort sagt nyde livet. Lige i disse dage var corona igen en kold øl, som skulle nydes med en skive limefrugt.

Annonce

Som far stod man og så alt dette og tænkte sig tilbage, til da man selv var blevet student og skulle ud at erobre hele verden. Følelsen var egentlig let at genkalde, og jeg kan stadig smile ved minderne om dengang. Jeg vil dog godt afsløre at hele verden ikke er blevet erobret endnu, men håbet er der stadig.

Et andet højdepunkt var helt sikkert at opleve festen, der var, da Danmarks fodboldherrer begejstrede os alle ved det udskudte EM. Selv om det begyndte med en chokeffekt efter de uhyggelige scener med Christian Eriksen, udviklede det sig til en sand folkefest. For mig personligt var det en af de absolut største oplevelser som frivillig, da jeg som en del af en gruppe frivillige fik arrangeret storskærmsarrangementet ved BankParken i forbindelse med semifinalen mod England. På blot fire dage blev der organiseret en fest, som ikke mindre end 700 mennesker deltog i sammen med de frivillige, som ydede en kæmpe indsats og sørgede for, at der blev indsamlet et pænt overskud til det kommende klubhus-byggeri i Tønder. Det bedste ved det hele var dog, den fantastiske følelse det gav at lave noget i fællesskab med andre, og se det lykkedes. For det var i sandhed en fornøjelse at stå og skue udover mængden af mennesker i rød-hvide trøjer, og specielt stemningen, da Danmark scorede, står meget klart i erindringen.

Endelig nød jeg, at det igen blev muligt at rejse, både privat, men også i arbejdsmæssigt regi. Hvor var det dejligt igen at mødes fysisk med mennesker, man har kendt i mange år og endelig blive fri for, at alt skulle foregå online. I privat regi er 2021 blevet brugt i Italien, Østrig, Portugal, Frankrig og Tyskland for at komme ud og opleve varmen, udenlandske kulturer og seværdigheder sammen med familie og gode venner.

Så disse minder vil jeg huske på om få dage, når vi pakker 2021 væk. Alle de trælse ting, ikke mindst at corona igen driller vores frie bevægelighed, at FC Sydvest desværre rykkede ned og at min branche er ramt af en krise, som sjældent er set, vil blive skubbet i baggrunden, og jeg vil glæde mig over de ting, jeg forhåbentlig skal opleve i 2022. Jeg hylder i den grad udtrykket ”at bægeret skal ses som halvfyldt og ikke halvtomt”. Netop derfor er jeg sikker på, at der er meget godt i vente.

For 2022 bliver helt sikkert ÅRET! Det er den indstilling, jeg vil gå ind i det med. Det er jo netop det fantastiske ved, at man starter på side et i kalenderen, og alle muligheder er åbne for at opnå glæde og tilfredsstillelse over de ting, der kommer til at ske. Så lad os skabe, lad os se mulighederne og lad os ikke mindst glæde os over, at vi lever i land, hvor det er muligt for alle.

Med disse ord vil jeg slutte årets sidste klumme fra min side og ønske alle et rigtig godt nytår.

Til Grænsen

Hver uge bringer Ugeavisen en klumme, der bliver leveret af en af avisens faste klummeskribenter. Vi har rekrutteret skribenter fra hele kommunen, på tværs af køn, alder og beskæftigelse. De vil på skift komme med et indlæg, hvor de giver udtryk for en holdning til en ting, der optager dem. Indlæggene er således udtryk for skribenternes holdninger som privatpersoner.

Denne uges klummeskribent er Thorsten Simonsen, der blandt andet er formand for FC Sydvest.

Annonce
Ugeavisen Tønder

Adrian fandt hashplanter: Sportræning gav pote

Annonce
Ugeavisen Tønder

Jeg anbefaler: Håndbold, andelår og Afrikas stjerne

Annonce
Ugeavisen Tønder

Jørgen Hansen Biler bliver speedway sponsor

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Tønder

Sportsefterskolen Sine har fundet sin nye forstander

Ugeavisen Tønder

Formand for Danmarks Østersfestival får endnu en post

Ugeavisen Tønder

Nyansættelse

Ugeavisen Tønder

Klumme: Lykken er... noget der kommer i glimt, eller noget man kan beslutte?

Ugeavisen Tønder

Der er støtte at hente til lokale projekter

Ugeavisen Tønder

Kan du slå 73 millioner skridt?

Ugeavisen Tønder

Jul på Schackenborg var en succes

Ugeavisen Tønder

Apotekerne i Skærbæk og Toftlund er klar til at vaccinere

Ugeavisen Tønder

Jagten er gået ind på Trine Jepsens efterfølger: Hvem skal være ny direktør på Schackenborg?

Ugeavisen Tønder

Værthus skifter hænder: - For syv år siden sagde jeg, den bliver min

Annonce