De ser ud til at have det lidt stramt. De står i, lyse jakker, store huer og halstørklæder. De skutter sig, har stukket hænderne i lommerne og har trukket skulderne helt op om ørerne. De fryser, og jeg ser klart i deres øjne: Det her gider de bare ikke.
Ved siden af dem er der store bunker af sten, grus og grene, som de ringeagtende ser på. De her bunker i denne kulde er ikke, hvad de synes, at de har betalt for, da de købte deres højskoleophold. Det kan godt være, at der stod noget med bæredygtighed: Og de er da også glade for økologisk mælk, og de skal nok huske at slukke lyset.
Men at skulle rense en bunke Beton SF sten for grus og sand, for bagefter stable dem på paller: Det må høre mere under kategorien ”slavearbejde”, end under kategorien bæredygtighed. Hvor er de smukke naturmaterialer, og skal der ikke laves noget kunstværk? For ellers har det vel ikke noget med højskole at gøre. Eller har det?
Altså, hvis jeg skulle sige det, er det alletiders idé: SF sten, der var blevet tilovers ved Kvickly i Tønder, til et drivhus i Løgumkloster. Jeg kunne slet ikke få armene ned over, at en af lærerne havde været så genial i sin tilgang til bæredygtighed. Højskolen bliver selvforsynende med bladgrønt hele sommeren.
Vi kunne have købt SF sten til drivhusets bund: Hvis ikke lige det var, fordi der globalt bygges med over 4,6 milliarder tons cement årligt. Som i fremstillingsprocessen udleder 2,8 milliarder tons CO2. Altså næsten 8 % af verdens samlede CO2 udledning.
Ideen talte også ind i et af mine meget idylliske barndomsminder. Her er jeg som 8-årig var med til at lægge tag på et nyt hus. Jeg tog imod en tagsten på højre side, og gav den videre til venstre. Til en der tog i mod, og gav videre. Til endnu en der gjorde det samme. Indtil tagstenen nåede op til taget, hvor de blev lagt. Jeg husker følelsen af at være med, skabe noget og hygge mig.
Og her står mine frysende studerende i sne og ligner altså overhovedet ikke den smilende 8-årige pige fra min erindring. Et eller andet må være gået galt. Og det første er sikkert, at mit barndomsminde afspiller sig, som de fleste gode minder, om sommeren.
Det slår mig, at min generation i snakken om bæredygtighed måske har glemt, også at tale om værdien af godt håndværk eller også bare af, hvor meget det enkelte menneske kan gøre med dennes egne hænder.
Vi taler om at bruge mindre eller om tech fix. Vi kan nudge, debattere, kritisere, lave kampagner og kongresser. I det hele taget taler vi meget. Men handling?
Allerede i min 70'er barndom havde jeg held med at undvige mine forældres krav om at hjælpe i hus og have. Jeg kan hverken luge ukrudt, sylte rødbeder eller lappe min cykel. Sjovt nok, har mine børn heller ikke lært det.
Og jeg er nok ikke den eneste: Der arbejder 188.800 personer i byggeribranchen og 63.000 i landbruget. I alt er der 5.857.858 danskere, dermed svarer det til, at en ud af 30 personer har en dagligdag, der indeholder det, som jeg er byder mine studerende. Jeg må se i øjnene, at den pædagogiske udfordring her er større end i at lære dem om litteratur, filosofi og kunst.
Til Grænsen
Hver uge bringer Ugeavisen en klumme, der bliver leveret af en af avisens faste klummeskribenter. Vi har rekrutteret skribenter fra hele kommunen, på tværs af køn, alder og beskæftigelse. De vil på skift komme med et indlæg, hvor de giver udtryk for en holdning til en ting, der optager dem. Indlæggene er således udtryk for skribenternes holdninger som privatpersoner.
Denne uges klummeskribent er skrevet af Ursula Dieterich-Pedersen, forstander på Løgumkloster Højskole.