Annonce
Ugeavisen Tønder

Klumme: Toosbuys arv og en stående applaus for et kejsersnit

Ole Caspersen er denne uges klummeskribent. Foto Ludvig Dittmann.

Tænk, at der her på vores egn blev skabt en global koncern på bare én generation af én mand, Karl Toosbuy. Der er mange her på egnen, der har minder om ham. Mit lyder sådan her:

En sen aften lavede jeg kejsersnit på én af hans dyre kvier. Han havde en ambition om at opbygge verdens bedste avlsbesætning af charolaiskvæg på en gård vest for Ellum. Denne aften var han selv til stede sammen med en flok af forretningsmænd fra hele verden. De fulgte meget interesserede med, og da bestyreren og jeg var færdige, brød hele selskabet ud i applaus. Vi blev helt perplekse og bukkede, som var vi i cirkus. Det er både første og sidste gang, jeg har fået stående ovation for min indsats som dyrlæge.

Bestyreren valgte så i Toosbuys påhør at kræve, at jeg skulle afhorne kalvene gratis. Det havde han gjort talrige gange før, og lige som alle de andre gange sagde jeg også denne gang nej. Da Toosbuy hørte det, bad han bestyreren komme med udenfor. Da de kom tilbage få minutter efter, var bestyreren ligbleg. Han ytrede aldrig igen et eneste ord om gratis afhorning.

Annonce

Respekt for andres arbejde og ordentlighed i pengesager og ikke mindst en brændende passion for at gøre alt, han arbejdede med, til noget af det bedste af sin art i verden. Sådan oplevede jeg ham. Der har uden tvivl fulgt noget af et temperament med i handlen, som også min lille historie antyder.

Toosbuy har efterladt sig en stor arv her på egnen. Vi har et kongrescenter i Tønder, Toosbuys torv i Bredebro og store og små skulpturer af høj kunstnerisk værdi. Alle skulpturer forestillende den legemsdel, som Toosbuy fandt var menneskekroppens vigtigste: Foden. Alt sammen eksempler på den tilknytning han følte til egnen. Kærligheden var gengældt. Han fik en markvej opkaldt efter sig. Større hæder gives ikke i et landbosamfund som vores.

Men hvordan skal vi nu se på Toosbuys arv, efter Ecco har besluttet at fortsætte sine forretninger i Rusland? Ingen tvivl om, at den forretningsmæssige arv bliver passet til punkt og prikke. Men hvad med den immaterielle arv? Er Ecco ved at formøble den?

En ny verdens u-orden brød ud den 24. februar i år, da Rusland overfaldt Ukraine og begyndte at myrde løs blandt forsvarsløse civile og bombe tusindvis af private hjem sønder og sammen. Hele Europa har sat foden ned og taget den risiko, der følger med.

Men ikke Ecco. Det har pillet stoltheden og glæden ved Toosbuys arv ud af kroppen på mig. Jeg kunne forstå det, hvis Eccos eksistens var truet. Men i følge virksomheden selv er det hensynet til de russiske ansatte, der har været afgørende. Prøv at forklare det for de pårørende til ofrene for massakren i Butja.

Det har fået mig til at se med andre øjne på den fine fodskulptur på toppen af den lille bakke i rundkørslen ved Bredebro. Den symboliserer nu noget helt andet, lige som også Toosbuys torv med verdens største Eccobutik gør, og som også kongrescentret gør. Før rankede man ryggen ved synet. Nu er det med en tom og trist følelse, at man skynder sig at køre forbi.

Til grænsen

Hver uge bringer Ugeavisen en klumme, der bliver leveret af en af avisens faste klummeskribenter. Vi har rekrutteret skribenter fra hele kommunen, på tværs af køn, alder og beskæftigelse. De vil på skift komme med et indlæg, hvor de giver udtryk for en holdning til en ting, der optager dem. Indlæggene er således udtryk for skribenternes holdninger som privatpersoner.

Denne uges klummeskribent er Ole Caspersen.

Annonce
Ugeavisen Tønder

Fint besøg på Tønder Gymnasium

Annonce
Ugeavisen Tønder

Jobcenter Tønder er klar med ny jobdating

Annonce
Ugeavisen Tønder

Ny rådgiver

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Tønder

Jimmy og Rikke fik inspiration til at lave bolsjer på YouTube: Nu lever de af at sælge håndlavede bland-selv-bolsjer

Ugeavisen Tønder

Uldspinderi på vej mod genåbning og starter med en efterlysning

Ugeavisen Tønder

Ringridning: Gæsterne stod tæt mens der var langt mellem hestene

Ugeavisen Tønder

Klumme: En del af noget større

Ugeavisen Tønder

Bliv klogere på Løgumklosterkniplinger på ny udstilling

Ugeavisen Tønder

40-års jubilar: - Jeg har aldrig rigtig tænkt, at jeg skulle noget andet

Erhverv

Én er blevet til to i Blomsterbinderiet: Rikke er blomstret op efter sygdomsplaget tid

Ugeavisen Tønder

Skærbækcenteret vil have dig med på råd

Ugeavisen Tønder

Jeg anbefaler: 50 kroner for 250 gram kartofler

Annonce