Annonce
Ugeavisen Tønder

Kvickly vil hjælpe nedlukkede butikker: Donerer del af overskud

Kvickly i Tønder vil ligesom 66 af kædens andre varehuse donere det ekstra overskud fra salget i nonfood-afdelingen til at støtte lokale butikker, der i øjeblikket er lukket ned. Arkivfoto: André Thorup.
Kvickly i Tønder er klar til at donere det ekstra overskud fra nonfood-afdelingen til at hjælpe resten af detailhandlen, der fortsat er lukket. Det kan blive et beløb i størrelsesordningen 100.000 kroner, vurderer direktøren.

Tønder: Selvom alle butikker, der ikke sælger dagligvarer, er tvunget til at lukke ned for tiden, så må butikker som Kvickly fortsat sælge nonfoodvarer såsom tøj, bøger og elektronik.

Nu er 67 Kvickly-varehuse klar med en håndsrækning til de nedlukkede butikker i lokalsamfundet. Det gælder også Kvickly i Tønder. For der har været ekstra mange kunder i nonfood-afdelingerne, mens de andre butikker har været lukket.

Derfor vil Kvickly bruge overskuddet fra det ekstra salg i nonfood-afdelingen under nedlukningen til støtte og lokal markedsføring for de øvrige butikker.

- Det er for at holde gang i byen. Det er et godt tiltag, vi har alle sammen gavn af, når vi kommer i gang efter det her, så det gavner forhåbentlig os alle. Jo mere gang der er i byen, des mere handler er der vel til os alle sammen bagefter, når vi engang får lov at åbne, siger Per Sørensen, der er direktør i Kvickly Tønder.

Det er overskuddet af det ekstra salg i nonfood-afdelingen fra januar og februar, som nu kommer de andre butikker til gode. Derfor vides beløbet størrelse heller ikke endnu, og fortsætter nedlukningen yderligere end til 28. februar, så gør ordningen det også. Hvis butikkerne igen må åbne fra marts, regner Kvickly i Tønder med et beløb i størrelsesordningen på 100.000 kroner.


Selvfølgelig har vi kunnet mærke, at de andre var lukket ned, ellers kunne vi heller ikke donere nogle penge. Det er så også derfor, at vi siger, at det er fair nok, at vi deler det ud til byen.

Per Sørensen, direktør Kvickly


- Selvfølgelig har vi kunnet mærke, at de andre var lukket ned, ellers kunne vi heller ikke donere nogle penge. Det er så også derfor, at vi siger, at det er fair nok, at vi deler det ud til byen. Det kommer jo også os til gavn bagefter, når der kommer flere mennesker til byen, så det er hjælp til selvhjælp, siger Per Sørensen.

Annonce

Havde ikke drømt om det

Donationen skaber glæde i Tønder Handelsstandsforening hos næstformand Peter Sørensen, der desuden er medindehaver af Sport24 i Tønder.

- Vi er glade for donationen, det havde jeg ikke drømt om, så det er rigtigt fint. Vi har alt behovet, for mange af mine kollegaer og forretninger er jo totalt nedlukket, så det er svært at skabe omsætning, siger han.

Kvickly og Handelsstandsforeningen har allerede været i kort dialog om donationen, men der er endnu ikke nogen konkret plan for, hvordan pengene skal bruges. Spørger man Peter Sørensen er svaret dog rimelig klart.

- Jeg kan næsten sige med det samme, at det bliver brugt til markedsføring, vi skal have flere folk til Tønder. Når vi åbner igen, så skal vi have turisterne til at komme igen hen over sommeren, og så bliver der kraftig markedsføring på at handle lokalt, så nettet ikke løber med det hele, siger næstformanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce