Annonce
Ugeavisen Tønder

Musikforening er ved at finde melodien

I marts blev musikforeningens koncert med pianist Daniel Beskow og barytonsanger Johannes Held aflyst på grund af corona-situationen. Koncerten forsøges nu gennemført i slutningen af august. Privatfoto
Corona-situation har sat en midlertidig stopper for det kulturelle liv, men Tønderegnens Musikforening er klar med et program til den kommende sæson.
Annonce

TØNDER: Efter at coronavirussen har sat en stopper for musiklivet i Tønder dette forår, kigger Tønderegnens Musikforening frem mod den kommende sæson og dermed efteråret og foråret 2021.

- Vi sætter som altid den klassiske kammermusik højt, og de to første koncerter sætter focus på to af klavermusikkens mestre, Chopin og Beethoven med pianisterne Alexander T. Ventegodt og John Damgaard, fortæller musikforeningens formand, Inge-Lise Popp Stuckert.

Ligeledes i efteråret får Tønder atter besøg af et stort orkester, Randers Kammerorkester, som musikforeningen har tegnet en tre-årig aftale med, og til foråret 2021 kommer ”Trio Ondine”, som blandt andet spiller Beethovens Ærkehertug trio.

Sæsonen slutter af med den rumænske violinist Mihaela Oprea, som spiller sammen med den amerikanske Rowlins Piano trio.

Ingel-Lise Popp Stuckert og den øvrige bestyrelse ser frem til, at kulturlivet kommer igang, og at musikken atter spiller i Tønder.

Som direktøren for Århus Teater, Trine Thomsen, sagde forleden:

- Kunsten og kulturen kan være med til at give os perspektiver på tilværelsen på anden måde end gennem daglige tabeller over syge, indlagte og døde. Vi trænger til noget, som nærer os. Giver os modet og lysten og livet tilbage.

Foreningen

Tønderegnens Musikforening blev stiftet 16. marts 1946 med henblik på at sikre at den klassiske kammermusik kunne høres i det sydvestlige hjørne af Danmark. Siden har foreningen afholdt fire-seks koncerter om året.
Annonce

Måske i august

Musikforeningen måtte tilbage i marts aflyse den programsatte koncert med pianist Daniel Beskow og barytonsanger Johannes Held.

- Hvis det er muligt, vil vi gentage koncerten den 30. august. Men det ved vi altså endnu ikke, siger Inger-Lise Popp Stuckert.

Efterårets første koncert foregår efter planen søndag den 29. september som eftermiddagsmatiné med værker af og fortællinger om Chopin.

Musikforeningens koncerter afholdes i Pumpehuset på Tønder Museum, hvor der er plads til 90-100 tilhørere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce