TØNDER: Frem mod årsskiftet har der i godt tre måneder været hektisk nedrivnings - og entreprenøraktiviteter i området øst for Tønder Sygehus. Her er sygehusets tidligere kapel blevet jævnet med jorden, og omkring 50 store træer er fældet. Det har gjort en af Tønder bys største rågekolonier hjemløse. I området er nu anlagt en parkeringsplads. Den er dog til offentlig brug, men forbeholdt bilparken, der er knyttet til hjemme- og sygeplejen i distrikt Tønder Øst.
Medarbejderne har de seneste mange år haft samlingssted og udgangspunkt for deres arbejde i den såkaldte TDC-bygning på Kongevej 21. Men først i det nye år flyttes de til nye lokaler på Tønder Sygehus som en del af Samdrift Tønder.
Beslutningen om sammenlægning er truffet på et tidligere tidspunkt, men på det sidste kommunalbestyrelsesmøde i 2020 blev der også skabt økonomisk baggrund for flytningen. Det skete ved, at kommunalbestyrelsen frigav godt 292.000 kroner, der er øremærket til at istandsætte lokalerne på Kongevej, som hjemme- og sygeplejen altså nu fraflytter.
Kongevej 21 har de seneste seks år været samlingssted for plejepersonalet, forklarede borgmester Henrik Frandsen, inden en enig kommunalbestyrelse nikkede ja til bevilligede på 292.045 kroner. Størsteparten af beløbet er øremærket til istandsættelse af gulve og nye gulvtæpper samt maling af vægge.