Annonce
Ugeavisen Tønder

Pant for mere end 125 millioner forsvinder: Smider du dåsen i skralde- eller pantspanden?

En ny undersøgelse fra Dansk Retursystem har kortlagt, hvor de otte procent pant, der ikke bliver indleveret, ender henne. Arkivfoto: Elisabet D. Hyttel.
Hvert år forsvinder pant for mere end 125 millioner kroner. Nu har Dansk Retursystem for første gang kortlagt, hvor den manglende pant forsvinder hen. Virksomhedens mål er at få indsamlet alt pant.

BÆREDYGTIGHED: Er der forskel på, om du smider dåsen i skraldespanden, eller om du afleverer den i en pantautomat? Det korte svar er ja. For udover at du bliver en til tre kroner rigere per afleveret flaske, så forlænger du også dens liv.

Det er godt for både pengepungen og miljøet. Danskerne er gode til at genaflevere deres pant. Faktisk kommer 92 procent af de flasker og dåser, der bliver købt, indleveret igen. Men selvom det kun er otte procent af panten, der hvert år forsvinder, så svarede det alligevel til et beløb på over 125 millioner kroner i 2019.

40 procent af panten forsvinder i de private hjem, hvor flasker og dåser sniger sig med i enten det sorterede husafflad eller restaffaldet. Og det er skidt for genanvendeligheden.


En cykel eller havestol bliver ikke nødvendigvis genanvendt.

Marlene Holmgaard Fris, markedsdirektør i Dansk Retursystem.


- Når vi putter det i vores plast eller metalspand, så bliver det ikke til en ny drikkevareemballage. Den viden er nok ikke kommet helt ud til alle i Danmark. Det bliver ikke genanvendt til nye flasker eller dåser, det kan blive til en ny havestol eller en cykel i stedet, siger Marlene Holmgaard Fris, der er markedsdirektør i Dansk Retursystem.

Kravene til drikkevareemballage er meget specifikke, og derfor kan der ikke bruges genbrugsmateriale, der er smeltet sammen af flere plast-, metal- eller glastyper.

Annonce

Mere end ét liv

Med kampagnen "Mere end ét liv" sætter Dansk Retursystem fokus på, at flasker og dåser kun kan blive genanvendt på ny, hvis forbrugerne afleverer dem de rigtige steder.

I følge Dansk Retursystem spares der fem kilo råstoffer, når 100 dåser genanvendes til nye. Ved glasflasker er tallet helt oppe på 34 kilo. Derfor er det ikke ligegyldigt, om du smider dine dåser ud sammen med det andet plastik og metalaffald, eller om du panter det.

- En cykel eller havestol bliver ikke nødvendigvis genanvendt, mens alle de flasker og dåser, som vi får ind i vores closed loop, hvis de kan blive ved med at cirkulere, så kan de blive til nye flasker og dåser, igen og igen og igen. Det er det vi arbejder hen mod, siger markedsdirektøren.

Hvad er et closed loop?

Et closed loop er et lukket kredsløb. Når brugte materialer genanvendes i et closed loop kan materialet indgå i fremstilling af de samme produkter, som de kom fra. Det vil sige at en drikkefalske bliver til en ny. Det er med til at spare på råstofferne og mindske CO2.

Annonce

Helt ny viden

Det er gennem en ny undersøgelse, at Dansk Retursystem for første gang har fundet ud af, hvad der sker med den pant, der forsvinder.

Her er den største synder husstande efterfulgt af erhvervslivet. Fem procent forsvinder i naturen. Eller forsvinder er måske så meget sagt, for her tager det flere hundrede år at nedbryde en dåse.

Med den nye undersøgelse bliver det lettere for Dansk Retursystem at sætte ind i fremtiden, hvor målet er, at alle flasker og dåser bliver indleveret til genanvendelse.

- Vi er jo rigtig gode i Danmark, for vi få 92 procent af vores flasker og dåser tilbage, det skal vi huske på. Men vi vil jo gerne op og ramme 100 procent på et tidspunkt, så vi får alle ind, for så gør det, at vi ikke skal ud at udvinde nye råstoffer. Så det er egentligt det der er vores ambition, siger Marlene Holmgaard Fris.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce