Annonce
Ugeavisen Tønder

Sårt freedee er startskuddet til mere samarbejde i Højer

Vivi Paulsen fra Hohenwarte (i midten) og Tanja Vodder fra Svend Wind Automobiler (th) er blandt dem, der er hoppet med på Gitte Brønlund Hansens idé med Sårt freedee. De er helt med på, at mere samarbejde er godt for alle parter.Foto: Hans Chr. Gabelgaard
På fredag er det black friday. Fænomenet er også kommet til Højer, hvor indehaveren af Is'N'kram, Gitte Brønlund Hansen, håber, at hendes lokale initiativ, sårt freedee, kan agere startskud for mere samarbejde i byen.
Annonce

Højer: Der skal samarbejdes mere i Højer.

Det er baggrunden for, at Gitte Brønlund Hansen fra butikken Is'N'kram i Højer har oprettet en ny facebookgruppe, der skal råbe de erhvervsdrivende i Højer og omegn op.

- Med Tøndermarsk Initiativet er vi blevet samlet i forskellige grupper, hvor vi alle er indenfor samme kategori eller branche. Og det er rigtig fint. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi fandt sammen i én samlet gruppe i Højer. Vi har jo i bund og grund alle de samme interesser, forklarer Gitte Brønlund Hansen.

Hun har boet i Højer i tre år, men det var først i påsken i år, at hun slog dørene op til butikken.

- Jeg oplever, at vi er meget delt op, og det synes jeg er ærgerligt. Jeg synes, der mangler en gruppe for os alle, og derfor har jeg nu forsøgt mig med at samle folk, fortsætter hun.

Men jeg kunne godt tænke mig, at vi fandt sammen i én samlet gruppe i Højer.

Gitte Brønlund Hansen, initiativtager og indehaver af Is'N'kram.

Annonce

Første event

Der er allerede en del, der har meldt sig i gruppen, og Gitte Brønlund Hansen har også allerede sat gang i det første spæde samarbejde. En lokal version af black Friday, som hun kalder sårt freedee.

Foreløbigt har en håndfuld erhvervsdrivende meldt tilbud ind, som Gitte Brønlund Hansen samler på en liste, der så skal distribueres i lokalsamfundet, via facebook og på anden vis.

Blandt de erhvervsdrivende, der har sagt ja er Tanja Vodder fra Svend Wind Automobiler og Vivi Paulsen fra Hohenwarte.

- Det handler i høj grad om synlighed. Vi skal hjælpe hinanden og bakke hinanden op, og så skal vi forsøge at holde så meget som muligt lokalt, forklarer Tanja Vodder, og Vivi Paulsen supplerer:

- Jeg tænker på det, som at vi alle spiller på samme fodboldhold. Sammen kan vi få bolden i mål, konstaterer hun.

Annonce

Alternativ tilgang

For Gitte Brønlund Hansen er initiativet sårt freedee en måde at sætte gang i tingene på. Hun understreger, at man sagtens kan nå at være med på idéen, og at man er velkommen til at sætte en anden vinkel på black friday.

- Det behøver ikke kun at handle om at sætte varer ned i hobetal. Jeg har for eksempel en is, der hedder Sort Sol. Den omdøber jeg i dagens anledning til Sårt Sol, og så giver jeg gratis nutella i vaflen. Det kan være hvad som helst. Det er kun fantasien, der sætter grænserne, konstaterer hun.

Annonce

Fysisk møde

Efter at et øget samarbejde er sat i søen, håber Gitte Brønlund Hansen, at det kan afføde dannelsen af en "rigtig" handelsstandsforening for Højer.

- Jeg ved, at ting tager tid. Men nu er vi i gang i det små. Jeg håber, at vi til foråret kan indkalde til et møde, hvor vi kan sidde sammen og diskutere, hvad det eventuelt skal og kan udvikle sig til. Jeg håber, at vi kan få opbygget noget, der er relevant at deltage i for alle erhvervsdrivende i Højer, siger Gitte Brønlund Hansen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Digeposten

Sommerkoncerterne er på plads

Annonce