Annonce
Ugeavisen Tønder

Trine er allerede i julehumør

Selvom vejret stadig er mest til den regnfulde side, så glæder Schackenborgs nye administrerende direktør, Trine Jakobsen, sig allerede til en magisk jul på slottet. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Schackenborgs nye administrerende direktør, Trine Jakobsen, har kun været i jobbet i seks uger. Alligevel har hun sat gang i en række tiltag på slottet - blandt andet en eventyrlig jul.
Annonce

Møgeltønder: - Altså. Jeg er bare virkelig dårlig til at kede mig.

Ordene kommer fra Schackenborgs nye administrerende direktør, Trine Jakobsen. Hun tiltrådte i sit nye job den 16. august og har allerede igangsat en række tiltag, som skal sætte kursen for den nye version af Schackenborg Slot, som hun er ansat til at stå i spidsen for.

- Jeg siger, at det bliver en version 2.0 af Schackenborg. Men det er samtidig vigtigt for mig at understrege, at jeg har dyb respekt for både de rammer og det landbrug, der er her på Schackenborg. Det er ikke sådan, at det hele nu skal males neongult, og vi skal til at satse på moderne kunst. Slet ikke, forklarer Trine Jakobsen.

Hun mener, at Schackenborg skal markere sig på landkortet som en såkaldt signatur-attraktion.

- Vi får foræret en masse, for Schackenborg har allerede et stærkt brand. Så jeg tænker sagtens, at vi kan gøre os gældende både lokalt, regionalt, nationalt og på sigt også internationalt. Her er så mange gode historier, som vi skal fortælle, fortsætter Trine Jakobsen.

Det er ikke sådan, at det hele nu skal males neongult, og vi skal til at satse på moderne kunst.

Trine Jakobsen, administrerende direktør.

Annonce

Tilgængelighed

Trine Jakobsen vil gerne stå i spidsen for, at Schackenborg bliver et mere tilgængeligt sted.

- Det er vigtigt at understrege, at vi ikke har nok i os selv. Jeg lægger op til en masse samarbejde med både erhvervslivet, institutioner, lokalsamfundet og partnere på turistområdet. Og så skal vi rykke tættere sammen og sælge den gode historie for hele vores område. Hvis vi får gæster på Schackenborg Slot, så skal vi sørge for, at de også kommer en tur ned af Slotsgaden, at de får en kop kaffe hos Mormors lille Café, og allerhelst skal de også en tur til Tønder, lyder det fra Trine Jakobsen.

Og netop samarbejdet med Tønder by bliver allerede synligt og konkret i den kommende juletid. Her er Schackenborg Slot og Tønder Handelsstandsforening gået sammen om at stille gratis shuttlebusser til rådighed, der kører mellem slottet og Tønder midtby i juletiden.

Annonce

Satser på jul

Netop juletiden er der lagt op til bliver helt eventyrlig på slottet under Trine Jakobsens ledelse.

- Her skruer vi virkelig op for blusset. Vi åbner op for vores juleaktiviteter allerede den 9. november, og så holder vi åbent hver weekend til og med søndag den 15. december.

I år får Schackenborg Slot besøg af DRs julekalenderudstilling. Her vil man kunne se kostumer og scenografi fra DRs mange julekalendere gennem tiden.

- Jeg er virkelig glad for, at det er lykkedes at få denne udstilling til Schackenborg Slot. Udstillingen har været vist før rundt omkring i landet, men det er første gang, den vises i Sønderjylland. Og så udvikler udstillingen sig også fra år til år, så hos os vil man for eksempel også kunne se noget fra den seneste julekalender om Theo og den magiske talisman. Det er en udstilling, der har noget med, som alle aldre kan forholde sig til, forklarer Trine Jakobsen.

Udover DR har Trine Jakobsen også indgået et samarbejde med firmaet Rosendahl, der kommer og pynter slottet op. Så der bliver gode muligheder for at komme i julestemning, hvis man lægger vejen forbi slottet i juletiden.

- Jeg glæder mig så meget til det. Jul skal være noget særligt her på slottet. Og jeg har faktisk allerede gang i planlægningen af næste jul også, så det bliver helt sikkert noget, vi kommer til at lægge mange kræfter i, siger Trine Jakobsen, og tilføjer, at man kan læse meget mere om julen på slottet på Schackenborgs nye hjemmeside, der går i luften torsdag i denne uge.

Trine Jakobsen er kommet godt i gang i sit nye job på Schackenborg Slot. Hun nyder at arbejde i de historiske rammer. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Digeposten

Sommerkoncerterne er på plads

Annonce