Tønder: Personer med hjertesygdomme betragtes som en af de mest sårbare målgrupper for coronavirussen.
Af den årsag har det ikke været muligt at gå til hjertetræning, yoga eller anden form for genoptræning hos Hjerteforeningen Tønder siden nedlukningen i marts 2020.
Nu har Sydbank Fonden doneret 12.000 kroner til den lokale hjerteforening, som er øremærket til redskaber og tiltag, der kan sikre trygge træningsforhold for den udsatte målgruppe, når det igen kan lade sig gøre at åbne op for træningen.
Hjerteforeningen Tønder har uddelegeret opgaven med at finde ud af, hvordan donationen konkret skal anvendes, til fysioterapeuterne på Tønder Sygehus. Det er nemlig dem, der under normale omstændigheder står for træningen af hjertemotionsholdet.
Holdet består primært af deltagere, der er over 60 år gamle, og som udover at være hjertepatienter også har andre kroniske lidelser.
Donationen kommer derfor til at hjælpe med en hurtig og sikker startdato for det lukkede træningshold, når det igen er muligt at samle holdet.