Annonce
Ugeavisen Tønder

Valget i Tønder fra A til Å: Her er, hvad du skal vide

A for ansvar, b for brevstemmer og c for cirkus. Kom hele vejen rundt om valget i Tønder, der finder sted den 16. november. Arkivfoto: Lars Krucov Detlef.
Vi giver dig, alt du bør vide om valget i Tønder Kommune samlet i en stor ABC. Hvem er valgets joker, hvad er det der valgflæsk egentlig og må du tage en selfie i stemmeboksen?

Ansvar. Et valg byder på masser af ansvar. Vælgerne har ansvaret for at pege på politikere, de mener, kan skubbe Tønder Kommune i den rigtige retning de kommende fire år. De 31 politikere, som opnår vælgernes gunst, får efterfølgende et stort ansvar, når der kommer vigtige emner på dagsordenen, som påvirker folks hverdag - det kan være byudvikling, skolevæsnet, plejesektoren og meget mere.

Brevstemmer. Hvis du har lyst til at stemme fra Aalborg eller Rønne, så er det faktisk også muligt. For frem til og med fredag den 12. november har du mulighed for at brevstemme i alle landets kommuner. Du kan naturligvis også gøre det i Tønder, og her foregår det på Borgerservice enten på rådhuset eller en af de fem lokale afdelinger. Husk at medbringe gyldig legitimation

Cirkus - sådan vil nogle måske betegne den seneste tid i Tønder Kommunes kommunalbestyrelse. For der er sket en del de seneste fire år. Borgmesteren trådte ud af Venstre, Tønder Listen opstod og flere politikere har skiftet parti eller er blevet løsgængere. Den uro har indimellem også afspejlet sig i byrådssalen, hvor der til tider har været svært at komme til enighed. Måske valget kan ændre på det?

Annonce

Deltagelse. Valgdeltagelsen er generelt højt i Danmark sammenlignet med andre lande, men dog en smule lavere til et kommunal- og regionrådsvalg end til folketinget. Ved valget i 2017 lå stemmeprocenten på 71,96 i Tønder Kommune. På landsplan var tallet 70,8.

Emner til valgkampen er der nok af. Ifølge en måling, som Epinion har foretaget for DR og Altinget, så er det disse emner, som vælgerne går mest op i til kommunalvalget: Ældrepleje, sundhed og forebyggelse, folkeskoler, miljø og natur, klimaindsatser.

Flæsk vil der nok være på menuen i mange hjem den 16. november. Egentlig dækker valgflæsk slet ikke over en ret, men derimod over de løfter (især af den meget generøse slags, der måske har knap så meget hold i virkeligheden), som kandidaterne giver vælgerne i løbet af valgkampen for at skaffe stemmer.

Gyser. Valget i Tønder er uforudsigeligt i år. Alt efter hvordan stemmerne falder, vil valgnatten kunne blive lidt af en neglebidende affære. Der kan meget vel skulle en række - hårde - forhandlinger til, før der er sat navn på Tønder Kommunes næste borgmester.

Hjælpemidler. Der er opstillet en standlup med 6-dobbelt forstørrelse på alle valgsteder (og de steder, hvor man kan brevstemme), der kan bruges efter behov. På afstemningsstedet i Tønderhallerne vil der desuden være ét stemmerum med et bord, der kan reguleres i højden, hvor der også er plads til en kørestol.

Ingen selfies! Der er stemmehemmelighed ved alle valg, og derfor må du ikke tage en selfie af dig selv og din stemmeseddel i stemmeboksen. Derfor må du som udgangspunkt også kun have børn med ind i boksen, der ikke kan læse endnu.

Jokeren ved dette kommunalvalg kan meget vel blive Slesvigsk Partis spidskandidat, Jørgen Popp Petersen. Partiet har i øjeblikket to mandater i kommunalbestyrelsen, og de mandater kan få stor betydning på valgnatten, når der skal konstitueres en ny kommunalbestyrelse og peges på en ny borgmester. Som det ser ud nu, har den kommende borgmester - uanset hvilket parti han/hun må komme fra - brug for øvrige partier til at få flertal.

Krydset viser, hvem du giver din stemme, og derfor er det godt at have styr på reglerne i stemmeboksen. Du må for eksempel kun sætte et kryds, og du må ikke skrive bogstaver eller tegne på stemmesedlen. Hvis du fortrækker at have din egen pen med, så er det faktisk også tilladt, så længe den ikke giver stemmesedlen et særpræg såsom en glimmertusch vil gøre.

Løn - ja, hvad ligger den egentlig på for en kommunalpolitiker? I 2020 fik et menigt medlem af kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune 96.378 kroner årligt, mens borgmesteren fik 954.149 kroner. Derudover kan der være ekstra vederlæg, hvis du for eksempel er formand for et udvalg, medlem af et udvalg eller er viceborgmester.

Mænd, mænd, mænd - dem er der mange af på kandidatlisterne. Faktisk udgør de 69 procent af kandidaterne mod 31 procent kvindelige kandidater. Venstre er det parti, der procentvis har færrest kvinder med 17 procent, mens Alternativet er helt oppe på 100 procent - sidstnævnte stiller dog kun op med to kandidater på listen.

Ny generation. Noget kan tyde på, at der er en ny generation af lokalpolitikere på vej i Tønder Kommune. I hvert fald er der flere unge under 30 år, der stiller sig til rådighed til kommunalvalget.

Overraskelser. Meget fokus har op til valget været rettet mod Venstres Martin Iversen, og borgmester Henrik Frandsen, der blev væltet som Venstres borgmesterkandidat og siden dannede Tønder Listen. Men måske hedder Tønder Kommunes borgmester fremover hverken Frandsen eller Iversen. Mens en række politikere bejler til posten, byder valgnatten måske på en overraskelse.

Poster. Når mandaterne er fordelt, går forhandlingerne i gang, og her kan udvalgsposterne få en stor betydning som forhandlingsredskab. For hvem og hvor mange udvalgsposter skal de enkelte partier have? I Tønder Kommune er der 10 politiske udvalg såsom sundhedsudvalget eller teknik- og miljøudvalget.

Quiz eller måske snarere test. Hvad mener de mange kandidater, og hvem er du mest eller mindst enig med? De spørgsmål kan du få svar på ved at tage en af de mange kandidattest. Jysk Fynske Mediers har lavet sin i samarbejde med TV2 og TV2 Regionerne og den kan du tage via: www.jv.dk/kommunalvalg.

Regionsvalget foregår også den 16. november. Tønder Kommune hører under Region Syddanmark, der har 41 medlemmer, som altså også er på valg.

Stemmesedlen består i Tønder Kommune af 127 kandidater fordelt på 12 partier. Til regionsvalget i Region Syddanmark kan du stemme på 246 kandidater forskellige kandidater fordelt på 16 partier.

Tælle, tælle, tælle. Det bliver den helt store opgave, når valgstederne lukker den 16. november klokken 20.00. Først skal stemmernes tælles op, og når mandaterne er fordelt, må vi se hvilke partier, der kan finde sammen og tælle til 16. I Tønder Kommune sidder der nemlig 31 medlemmer i kommunalbestyrelsen, så 16 er altså det magiske tal for at have et flertal bag sig.

Uret tikker, klokken slår. Der er åbent på valgstederne i kommunen den 16. november fra klokken 08.00 til klokken 20.00, så du har altså 12 timer til at nå forbi og sætte dit kryds.

Valgforbund. Der er meget der begynder med v, når man laver en valgabc, men vi har valgt at fremhæve valgforbundet. En teknisk konstruktion der mindsker stemmespild, og som ofte er en del af kommunalvalgene. Det betyder, at selvom du sætter et kryds hos et parti, så kan det faktisk ende med at give et mandat til et andet. Alt efter hvor mange der stemmer, så koster et mandat et specifikt antal stemmer. Når to eller flere partier indgår i et valgforbund, regnes de teknisk som et parti ved mandatfordelingen. Herefter fordeles mandaterne, det tekniske valgforbund har fået, ud til de enkelte partier. I Tønder har vi i år tre valgforbund. De er: Konservative, Liberal Alliance og Slesvigsk Parti. SF, Borgerlisten. Enhedslisten og Alternativet. Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Venstre.

We are the champions er et godt nummer at høre, hvis man ender med magten.

X-factor. Og her henvises ikke til det store talentshow, hvor håbefulde musikere optræder på tv. De lokale politikere byder gennem en valgkamp ind med masser af mærkesager og argumenter, men mon ikke de alle håber, at lige netop de har en portion X-factor, der kan give lidt ekstra stemmer på valgdagen.

Yngste navne på stemmesedlen bliver Carl Thier Ørting Jørgensen (Borgerlisten), Clara Lorenzen Kjærgaard (Borgerlisten) og Milo Jacobsen Gaarde (SF), der alle er 18 år - hvilket også er den alder, du som minimum skal have, for at stille op til valget.

Zzz de fleste spår, at det bliver en laaang valgnat. Så du skal nok ikke forvente, at det er faldet på plads, hvem der bliver borgmester de kommende fire år, inden du går i seng.

Ældrerådet er der også valg til. Det foregår samme tid og sted som de andre valg, men dog i et andet lokale. Du skal være fyldt 60 år på valgdagen for at have stemmeret til ældrerådsvalget - så måske der er nogle, der kan blive førstegangsvælgere igen?

Øjebæ eller blikfang - måske begge dele. Et af de meget tydeligt tegn på, at valgkampen er i gang, er de mange valgplakater rundt om i byerne. Der har allerede været en del historier om plakater, der sad ulovligt, eller plakater der var begået hærværk mod. Om du kan lide plakaterne eller, så må du leve med dem lidt endnu. For plakaterne må være der indtil otte dage efter valgnatten.

Årvågen - det skal de folk, der er på arbejde på stemmestederne være. For her er der både valgstyrere og valgtilforordnede, der sørger for at alt går efter bogen. Begge funktioner er udpeget af kommunalbestyrelsen, og de hjælper også med at tælle stemmer op.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Tønder

Årets sydjyske HK-økonomielev findes i Tønder

Annonce
Annonce
Ugeavisen Tønder

Martin producerer kvalitets tonic til restaurationsbranchen

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Tønder

Corona påvirker julemanden i Skærbæk: Må vækkes på corona-venlig måde

Ugeavisen Tønder

Klumme: Tønder kommune er brækket midt over

Ugeavisen Tønder

Slå to fluer med et smæk: Køb kunst på auktion og støt grønlandske kvinder og børn

Ugeavisen Tønder

Jeg anbefaler: Et godt grin, masser af julerier og politisk drama

Ugeavisen Tønder

Her er din nye kommunalbestyrelse: 14 nye ansigter i byrådssalen

Ugeavisen Tønder

Kunder og medarbejdere var klar: Harald Nyborg er åbnet

Ugeavisen Tønder

Ny uddannelse til Tønder fra 2022

Ugeavisen Tønder

Jeg anbefaler: Coronapas, Bier vom fass og smør

Ugeavisen Tønder

- Jeg tænker jo bare på mig selv som en ud af flere 100.000-frivillige

Ugeavisen Tønder

Tønder-bibliotekar skriver børnebog: Jeg håber først og fremmest, at læserne får nogen, de kan spejle sig i

Ugeavisen Tønder

Klimaet på menuen

Ugeavisen Tønder

To Melodi Grand Prix-vindere på plakaten i Tønder

Ugeavisen Tønder

Seje Cecilia fra Toftlund rørte Knæk Cancer-seerne

Ugeavisen Tønder

Fire kreative kvinder bag ny butik i Skærbæk

Ugeavisen Tønder

Møllevangen sagde farvel til Ruth - og goddag til Per

Ugeavisen Tønder

Jeg anbefaler: Mortens and og en stemme på demokratiet

Ugeavisen Tønder

Stort borgertræf sætter fokus på fællesskabet

Ugeavisen Tønder

Klumme: Vind, Strøm, Hjerte, Hus, Får

Ugeavisen Tønder

Kampagne og festival blev en medlemssucces for foreninger: -Vi kan simpelthen ikke få armene ned

Ugeavisen Tønder

Revisions-ejendom er overtaget af kontorfællesskab: Voxeværket rykker til Tønder

Ugeavisen Tønder

Valget i Tønder fra A til Å: Her er, hvad du skal vide

Annonce