Efter et arbejdsliv som social- og sundhedsassistent tager 54-årige Gitte Sørensen hul på et nyt kapitel som selvstændig meget eget rengøringsfirma.
Lindved: Et ønske om at gøre tingene ordentligt og erfaringer fra andre er en del af årsagen til, at Gitte Sørensen fra Lindved fra 1. april er selvstændig.
Den 54-årige tidligere social- og sundhedsassistent har i mange år arbejdet i hjemmeplejen, men har nu åbnet Gittes Hjælp, et en-mandsfirma, som tilbyder rengøring og anden praktisk hjælp som hjælp til indkøb, lettere havehjælp, oprydning eller madlavning til den travle familie.
- Min søn har en kammerat, hvis mor havde oprettet et ligende firma i Vejle, og han spurgte, om det ikke var noget for mig, fortæller Gitte Sørensen, der bor med sin mand i et parcelhus i Lindved.
Hun overvejede det et stykke tid, men blev efterhånden mere og mere tændt på tanken om at skifte de travle dage i hjemmeplejen ud med et arbejdsliv, hvor hun selv kan bestemme.
- Der er blevet sparet meget inden for hjemmeplejen, og som selvstændig bestemmer jeg selv, forklarer Gitte Sørensen.
Mange forskellige kunder
Hun har fået eget cvr.nr., og hendes lønudgifter kan trækkes fra under håndværkerfradraget. Papirarbejdet har ikke afskrækket hende, for hendes søn er revisor.
- Jeg har allerede fået en del henvendelser, men det bliver da lidt spændende at gå fra en fast indtægt til et arbejdsliv, hvor man ikke ved, hvad der kommer, siger Gitte Sørensen.
Hun regner med, at hendes kundekreds kommer til at spænde vidt, lige fra travle børnefamilier til ældre, der har brug for lidt ekstra hjælp.