Annonce
Tørring Folkeblad

Åben eller lukket: Blomsterhandlere sendt på rutsjebanetur efter nye restriktioner

Line Minea Ramdal var klar til at lukke af for sin bagerste del af butikken og kun have åbent for selvbetjening mellem jul og nytår, men kunne til sin store glæde torsdag aften konstatere, at blomsterhandlere ikke er omfattet af butiksnedlukningen mellem jul og nytår alligevel. Arkivfoto: Mads Dalegaard
Mere end et døgn efter pressemøde om nye restriktioner for detailhandlen fik landets blomsterhandlere vished for, at de betragtes som dagligvarebutikker og derfor godt må holde åbent mellem jul og nytår.
Annonce

Tørring: Tiden mellem jul og nytår er ofte travl for landets blomsterhandlere. Derfor var det også med bekymrede miner, at blandt andet blomsterhandler Line Minea Ramdal fra Tørring så til, da statsminister Mette Frederiksen onsdag aften tonede frem på skærmen og fortalte at detailhandelen skulle holde lukket fra 25. december.

- I blomsterbranchen er tiden både før og efter jul en ret stor højtid, og vi plejer f.eks at have åbent både 1. og 2. juledag, så jeg blev ret bekymret, da jeg så pressemødet. Jeg har jo bestilt en masse varer hjem, og det er altså ikke bare noget, man kan gemme til januar og sælge der, fortæller Line Minea Ramdal.

Allerede under pressemødet onsdag aften begyndte branchen i diverse netværk at diskutere, hvorvidt blomster er en dagligvare eller ej, men Line Minea Ramdal turde ikke håbe på for meget og brugte en stor del af torsdagen på at finde ud, af hvordan hun skulle holde sin forretning kørende på trods af en lukket butik.

- Det var en lang dag i går (torsdag 17. december red.), og jeg fik ikke lavet ret meget blomsterarbejde, for jeg havde hele tiden hovedet fyldt med tanker og overvejelser om, hvad jeg skulle gøre, samtidig med at jeg forsøgte at holde mig opdateret om, hvad der blev sagt og skrevet om blomsterhandlere i forhold til nedlukning eller ej, fortæller Line Minea Ramdal, der først på eftermiddagen begyndte at lave opslag på sin butiks sociale medier, hvor hun konstaterede, at butikken skulle lukke mellem jul og nytår.

Annonce

En dagligvare

Omkring kl. 21 torsdag aften kunne hun dog opdatere sin side med nyheden om, at hun alligevel kunne holde åbent efter jul.

Her blev et dokument med spørgsmål og svar om nedlukningen af detailhandelen fra Erhvervsministeriet nemlig offentliggjort og delt i blomsterbranchen. Heri konstateres det, at "en blomsterbutik, der fortrinsvis sælger afskårne blomster, er at betragte som dagligvarebutik, og må derfor have åben i hele perioden, også hvis det ligger i et storcenter."


Jeg har jo bestilt en masse varer hjem, og det er altså ikke bare noget, man kan gemme til januar og sælge der.

Line Minea Ramdal


- Så nu har vi åbent igen og knokler selvfølgelig på alt, hvad vi kan, mens vi overholder samtlige restriktioner om sprit, afstand og antallet af kunder i butikken. Det har dog været ret frustrerende, at man indfører sådanne restriktioner uden det med det samme bliver udpenslet, hvad det handler om for de enkelte brancher, lyder det fra Line Minea Ramdal.

Hun krydser nu fingre for at folk vil købe blomster, som de plejer mellem jul og nytår.

- Det er lidt spændende, hvordan salget bliver, nu hvor man ikke skal til julefrokost osv. men jeg tror, det bliver ligesom i foråret, hvor mange valgte at sende en blomsterhilsen som et alternativ til at mødes, så jeg forventer, at vi får travlt, siger Line Minea Ramdal.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Testcenter i Hedensted lukker

Tørring Folkeblad

Ugens Politirapport uge 2

Annonce