Annonce
Tørring Folkeblad

12-årig Volvo-ejer fra Tørring er tosset med biler

12-årige William Hvidberg fra Tørring er tosset med biler - specielt Volvoer, som han ejer et eksemplar af. Desuden har han kørt crosser siden han var to år. Foto: Morten Pape
12-årige William Hvidberg fra Tørring er tosset med biler. Specielt Volvo'er. Det er en interesse, der kommer til udtryk på mange forskellige måde. Det mest spektakulære er nok, at han er den stolte ejer af en Volvo 940 Turbo fra 1998, som han er i fuld gang med at gøre køreklar under kyndig vejledning af sin mekaniker-far.
Annonce

Tørring: William Hvidberg har i den grad benzin i blodet. Han har nemlig købt sin første bil i en alder af kun 12 år!

Han bor på Sønderbrogade 101 i udkanten af Tørring sammen med sin far Flemming, mor Carina og sine to brødre Wictor og Daniel. Far Flemming er mekaniker og driver sit eget værksted, FH Landservice, på hjemadressen, mens mor Carina arbejder i Blomsterhuset Ramdal.

- William har siden han var helt lille været med på diverse racerbaner for at se sin far køre roadracing (motorcykel-ræs red.). Om det har været med til at skabe interessen for benzin og motorer, det ved jeg ikke, men interessen er kun vokset og vokset. Han kørte som meget lille rundt i haven på en lille to-hjulet crosser. Nu kører han rundt på en firehjulet ATV’er, som han selv skruer i, når der melder sig problemer, og nu er han så ovenikøbet blevet bilejer, fortæller Williams mor, Carina, som dog bliver ejer af bilen på papiret, når den skal indregistreres, da William jo endnu ikke helt har alderen til, at myndighederne vil godkende ham som bilejer. Men når han bliver 18 år, skal den naturligvis omregistreres i hans navn, så han også officielt bliver ejer af bilen.

Williams interesse for benzin og fart startede allerede som to-årig, da han drønede rundt på en tohjulet crosser i familiens have. Foto: Morten Pape

William har i det hele taget været tosset med biler, så længe han kan huske. Han har en stor paratviden om alle mulige detaljer på biler, og af og til sætter han enddog sin næsten lige så nørdede mekaniker-far til vægs med sin viden.

Annonce

Fandt den helt rigtige Volvo

Han er især fascineret at Volvo’er og har længe drømt om at eje en. En bestemt én - en Volvo 940. Efter lang tids søgen fandt han den helt rigtige bil - en årgang 1998 - på nettet. Det var i efteråret 2019.

- Det var en baghjulstrukket stationcar med turbo og dermed lidt ekstra hestekræfter. Den havde kørt 280.000 kilometer, hvilket ikke er alverden for en Volvo. En pris på 18.000 kroner var også ok, så jeg spurgte min mor og far, om ikke det kunne lade sig gøre, at vi købte den, og det var de heldigvis med på, siger William.

Bilen blev hentet på Sjælland, hvor sælgeren i øvrigt også viste sig at være en stor Volvo-entusiast.

- Så jeg fik udover bilen en masse bilblade og avisartikler om Volvo’er med hjem. Da vi kom hjem, og vi fik kigget lidt nærmere på bilen, så dukkede der lidt forskellige skavanker op såsom rust under bunden, et knækket udstødningsrør, et utæt bundkar og defekte ABS-bremser, fortæller William uden at virke synderligt ærgerlig.

Annonce

Fedt at skrue i sin egen bil

- Nej da, for så skal der jo findes reservedele til den, og så hjælper jeg min far med at reparere den. Det er jo mega-fedt at have mulighed for at gå og skrue i sin egen bil, tilføjer William, der har aftalt en afbetalingsordning med sine forældre omkring købet af bilen.

- Ja, jeg stod jo ikke lige og havde 18.000 kroner, så vi klarer det på den måde, at jeg ikke rigtig bruger nogen penge på mig selv. Jeg påtager mig også småjobs herhjemme, hvor det, jeg tjener, går til bil og reservedele. Når jeg bliver 13 år, så skal jeg have et fritidsjob - meget gerne som fejedreng hos Tørring Auto - og så skal de penge, jeg tjener ved det naturligvis også gå til at betale af på min Volvo-gæld, siger William, der selvsagt glæder sig rigtig meget, til han bliver 18 år og selv kan få lov til at køre bilen.


Der er jo godt nok frygtelig lang tid til, at jeg selv må køre bilen, men det er der jo ikke så meget at gøre ved, selv om jeg faktisk godt kan køre bil allerede nu på vores egen grund.

William Hvidberg


- De sidste to år har jeg kørt bil her på vores egen grund, der er på 8,6 hektar, fortæller den bilglade unge mand, der også udnytter den gode udenomsplads ved skov og eng til ATV-kørsel.

William Hvidberg er selv i gang med at renovere sin Volvo 940 Turbo fra 1998 under kyndig vejledning af sin far Flemming Hvidberg, der er selvstændig mekaniker i Tørring. Foto: Morten Pape

Men hvorfor lige det svenske Volvo-bilmærke?

- Min far købte en Volvo - en V70’er - for nogle år siden, og han er ellers Opel-mand. Jeg har også en bedstefar, der kører Volvo, og så begyndte jeg bare at interessere mig for Volvo’er. Jeg synes, de er flotte. Det er typisk nogle store biler, der kan flytte sig. Det kan jeg godt li’, siger William, der ikke helt overraskende gerne vil være mekaniker ligesom sin far.

Annonce

Værelse med bil-effekter

Williams værelse bærer i høj grad også præg af hans interesse for biler. TV2-programmet ”Nybyggerne rykker ind” har været forbi og har selvfølgelig indrettet det efter alle bil-kunstens regler. Det er blandt andet blevet udsmykket med dragracingdæk og en signeret Tom Kristensen-trøje.

- Det var en næsten surrealistisk oplevelse. Jeg turde slet ikke sove af frygt for, at det bare var en drøm, siger William, der må siges i den grad at leve op til det at have "benzin i blodet".

Lidt mere om William Hvidberg

Hans passion for Volvo’er ses også på Instagram, hvor han på sin private profil viser slagets gang med reparationen af sin Volvo, mens han på en anden profil, hvor han har følgere fra flere forskellige lande, viser billeder og detaljer om Volvo’er.

William går i 6. klasse på Tørring Skole. 8. klasse kommer til at foregå på Kragelund Efterskole, som er en efterskole for ordblinde. William er nemlig ordblind.

9. klasse kommer til at foregå på Sydvestjyllands Efterskole i Bramming – ikke mindst fordi efterskolen har en mekaniker-linje.

William er også en dygtig gymnast. Han skulle have været med til DM i powertumbling med Flemming Efterskole her til foråret, men det blev ramt af coronaaflysning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Politirapporten uge 37

Annonce