Annonce
Tørring Folkeblad

Børnehavebedste takker af efter 27 år: Ny søges til ønskeopgave

Karen Korsgaard har været reservebedstemor i børnehaven Myretuen i 27 år og stopper nu. Her ses Karen siddende med Mikkel, Adam, Frederik, Noah, Louise, Matilde og Lea. Foto: Mads Dalegaard
Børnehaven Myretuen i Tørring har sin egen bedstemor. Karen Korsgaard har været frivillig i 27 år, men søger nu sin afløser.

Tørring: Børnehaven Myretuen i Tørring har en helt særlig person på stuerne. Det er 85-årige Karen Korsgaard, der i mange år har været reservebedste i børnehaven.

Nu kan helbredet dog efterhånden ikke følge med længere, og derfor har Karen Korsgaard skrevet et brev til avisen, som vi bringer her:

For cirka 27 år siden skrev personalet i Naturbørnehaven Myretuen på Søndre Fælledvej 1, at de gerne ville have, at børnene skulle opleve at være sammen med et menneske i bedsteforældrealderen i dagligdagen. Om nogen havde lyst? Det var lige noget for mig, der ikke havde børn eller børnebørn selv, men var et glad legebarn.

Annonce

Jeg begyndte at komme en hel dag ugentlig med madkasse og åbent sind. Hver gang blev jeg modtaget af glade og aktive unger, der hurtigt lærte at tage mig med i deres aktiviteter. Som en kvik dreng en af de første dage sagde: Du er en voksen, der ikke skal ta' telefonen! Jeg skulle ikke alt det, pædagogerne skulle passe ved siden af at være sammen med ungerne.

De første mange år var jeg fysisk med: Jeg var hest for deres trækvogn. Jeg kunne skubbe gynger i gang. Jeg blev jævnligt fanget af ivrige "politiet", der satte mig i fængsel. Så skulle jeg flygte, for at de kunne fange mig igen. Nogle af mine bedste timer sammen med ungerne var som "køkkenhavebedste". I det tidlige forår gravede vi regnorm og larver op og fandt alle slags biller. Så såede vi ærter, gulerødder, mange slags salat, rødbeder og blomster og lagde kartofler. Senere snakkede vi om, hvorfor noget var ukrudt, og hvorfor det varede spå længe, inden gulerødderne nåede spisestørrelse.

Senere igen spiste vi grøntsagerne og delte dem med høns og kaniner. Dejligt at se dem grave kartofler op til bålmad.

Der var stille stunder, hvor jeg skulle trøste og puste på skrammer og høre om deres oplevelser og svare på deres spørgsmål. Jeg har "spist" mig igennem masser af deres mad af sand og vand fra vandtanken og græs.

Karen Korsgaard har været reservebedstemor i børnehaven Myretuen i 27 år og søger nu sin afløser. Foto: Mads Dalegaard

Nu har mange generationer af børn set mig ældes naturligt. De har konstateret, at mit hår blev gråt, at jeg fik mange "streger" i hovedet, at jeg fik gule tænder og skæg. Men som Magnus en dag konkluderede: Du ligner en rigtig bedste.

Nu er jeg blevet 85 og er mest en siddende bedst, som dårligt kan styre en saks eller en blyant. Men jeg kan stadig synge og læse højt og lytte og give knust og kram. Til gengæld ved børnene, at de skal være forsigtige med deres kram, for eller vælter jeg. Udendørs er det nu rollatoren, der skal styres, men vi kan stadig sammen komme rundt til høns og kaniner og fortælle hinanden historier.

Er der en pensionist - mand eller kvinde - der gradvist vil overtage min ønskeopgave en halv eller en hel dag i ugen, så kom ned i børnehaven og snak med en af pædagogerne og lad jer smitte af de dejlige unger.


Jeg har "spist" mig igennem masser af deres mad af sand og vand fra vandtanken og græs.

Karen Korsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Ugens politirapport uge 17

Annonce