Annonce
Tørring Folkeblad

Butikker tilbyder alternative løsninger: Vi kan stadig betjene kunderne

Butikkerne har undervejs i coronakrisen gjort meget for at gøre kunderne trygge ved at handle. Foto: Elisabet D. Hyttel
Detailbutikkerne i Hedensted Kommune går efter at betjene kunderne via webshops, vareudbringning og udlevering af forudbetalte varer. Tvivl om hjælpepakker fylder dog.
Annonce

Tørring/Hedensted/Juelsminde: Du kan ikke gå i de lokale detailbutikker rent fysisk, men du kan stadigvæk handle hos dem.

Selvom regeringen tirsdag aften meddelte, at alle detailbutikker, der ikke sælger dagligvarer, skal holder lukket til 17. januar, betyder det ikke, at de ansatte er gået hjem. I stedet kan kunderne besøge butikkernes webshops, Facebook-sider eller ringe og bestille varer. Det fortæller handelsstandsforeningerne.

- Vi kan stadigvæk bytte varer i døren, og hvis kunderne ikke vil bruge vores webshop, så kan de ringe og bestille en vare, betale via Mobilepay og få udleveret varen i døren, siger medlem af Hedensted Handelsforening Carsten Jensen fra Mr. Carsten i Hedensted.

Samme melding kommer fra Tørring, hvor en del af butikkerne er lukket.

- Vi havde overvejet at lave et fælles udleveringssted for de lukkede butikker, men der ville gå for meget logitik i det. Vi har heldigvis kreative butiksfolk, der i stedet sælger via webshops eller sociale medier, siger Henrik Hornemann, der er formand for Tørring Handelsstandsforening.

Annonce

Tvivl om hjælpepakker

Han er ikke overrasket over, at lukningen af butikkerne blev forlænget 14 dage.

- Nu håber vi, at kunderne vil udskyde deres handel, til butikkerne er åbne igen. I Tørring har vi den fordel, at vi traditionelt set har haft udsalg omkring 1. februar, og januar har mest drejet sig om at bytte, siger Henrik Hornemann, der forventer, at butikkerne derfor vil gemme udsalget til det tidspunkt.

Når det er sagt, er butikkerne ikke i tvivl om, at nedlukningen kommer til at påvirke dem negativt. I modsætning til i foråret kan de nemlig ikke holde åbent fysisk.


Mange små butikker kommer i klemme i det her, fordi midlerne ikke kommer hurtigt nok ind.

Tina Vind Trabjerg


- Det er et slag i maven, og nu må vi se, hvad vi har af muligheder. Mange butikker bringer ud og tilbyder salg via social medier, men det er kritisk, at vi ikke kan få vores januarudsalg med, siger formand for Juelsminde Handelsstandsforening Tina Trabjerg, der har Titra Dekor.

Butikkerne har endnu ikke overblik over, hvordan de kan blive kompenseret, når de er tvangslukket.

- Vi har brug for hjælp fra kommunen og revisorer for at få et overblik over mulighederne, og det vil vi gå i gang med på mandag, siger Tina Trabjerg.

Sidste gang oplevede butikkerne eksempelvis, at en omsætning, der lå nogle få procent for højt, nedsatte hjælpepakkerne væsentligt.

- Vi vil gerne hjælpe kunderne mest muligt, så vi har ikke lyst til at spekulere i, hvordan vi får mest muligt ud af hjælpepakkerne. Det er kunderne, der er vigtigst for os, siger Carsten Jensen.

Butikker og nedlukningen

Udvalgsvarebutikker skal holde lukket frem til og med 17. januar 2021.

Butikkerne kan fortsat udlevere pakker, der er forudbestilt og forudbetalt ved fjernsalg.

Der vil i hele perioden fortsat være åbent i dagligvarebutikker/supermarkeder, apoteker og butikker med medicinsk udstyr. Det gælder også blomsterbutikker, bagere og andre butikker, der handler med fødevarer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Online Tegneskole

Annonce