Annonce
Tørring Folkeblad

Corona-restriktioner gav 300 færre sommerglade børn - selvom tilslutningen var større end tidligere

15 børn og unge brugte uge 32 på at blive klogere på, hvad man man kan dykke ned og opleve under vandoverfladen i Juelsminde. Foto: Morten Pape
I år måtte Hedensted Kommune droppe nogle hold til Aktiv Ferie, mens andre blev reduceret i størrelse. Til gengæld blev flere hold hurtigt udsolgt.
Annonce

Hedensted: Foruden snorkel, svømmefødder og dykkerbriller var solcremen formentlig det vigtigste redskab, da 15 børn og unge fra hele kommunen fredag boltrede sig lige under vandoverfladen i Bugten i Juelsminde.

Alle havde de fået plads på det udsolgte dykkerhold under Hedensted Kommunes Aktiv Ferie, hvor de kunne tilbringe en uge med at gå på opdagelse i dybet.

Og de har langt fra været de eneste folkeskolelever, som har haft et ønske om at deltage i de mange sommerferie-arrangementer.

Annonce

Ikke manglende interesse

For selvom antallet af tilmeldinger er faldet fra ca. 1100 sidste år til blot 800 i år, har det nemlig ikke været på grund af manglende interesse for aktiviteter som dansecamp og sejlsport.

Aktiv ferie

Er en række sommerferie-aktiviteter for børn i Hedensted Kommune. De er udbudt i samarbejde mellem kommunen, ungdomsskolen, naturskolerne og et væld af lokale foreninger og frivillige.

Aktiviteterne foregår primært i uge 27 og 32 samt efterårsferien og varer alt fra en enkelt dag til en hel uge

1100 børn er normalt tilmeldt de mange sommeraktiviteter som parkour og go-cart. I år deltog blot 800 på grund af diverse forbehold grundet corona.

- På grund af corona overvejede vi faktisk helt at droppe det i år. Men vi turde alligevel at binde an på det med færre og mindre hold. Eksempelvis gik det ud over vores hold i svømmehallerne. Hvor der normalt er stor tilslutning, og hvor vi tidligere har haft holdstørrelser på 40 mand, har der den her gang været et maksimum på 20 personer, siger fritidskonsulent Berit Schmidt Hansen fra Hedensted Kommune.

Hun peger på, at der har været færre aflysninger på grund af manglende tilmeldinger end normalt.

Annonce

Lidt af det hele

Aktiv Ferie er i år arrangeret i kølvandet på, at langt de fleste danske familier har tilbragt ferien inden for landegrænserne.


Vi har ikke haft henvendelser fra nervøse forældre. Tværtimod har der været glæde over, at der har været et tilbud til deres børn.

Berit Schmidt Hansen, fritidskonsulent, Hedensted Kommune


Omvendt har der været konkurrence med øvrige forlystelser, seværdigheder og attraktioner, som på grund af Regeringens hjælpepakker har kunne lokke med gratis adgang.

Derfor er der samlet set tilfredshed med sommerens 800 deltagere, hvor nye aktiviteter som e-sportscamp og tegneskole eksempelvis har været udsolgt.

- Vi kan konstatere, at kommunens unge er interesserede i lidt af det hele - både det kreative og det aktive samt det kendte og det nye - så man kan ikke sige, at noget helt generelt har været mere populært end andet, siger Berit Schmidt Hansen.

Afhængig af eventuelle restriktioner bliver der holdt Aktiv Ferie igen i efterårsferien uge 42. Det forventede program dertil ligger fast om et par uger.

1... 2... 3... Og så med ryggen først på en opdagelsesrejse. Foto: Morten Pape
Snorkel, dykkerbriller, våddragt og svømmefødder er nok til en uges fornøjelse i Juelsminde. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce