Annonce
Tørring Folkeblad

Danmarks hurtigste mand havde tænkt sig at stoppe: Nu håber han at inspirere andre til at tage atletikken op

Rød og blå er de karakteristiske Aarhus 1900-farver, men ved årets indendørs danmarksmesterskaber var der guld til Kojo Musah på de 60 meters sprint. Foto: Andreas Würtz Adamsen.
I februar satte han dansk rekord på 60 meter indendørs sprint, kun seks år efter han startede med at dyrke atletik. Men i sommeren 2020 havde Kojo Musah nær lagt atletikken på hylden. Nu håber han at kunne inspirere andre og hjælpe med at løfte dansk atletik.

Tørring/Aarhus: Kojo Musah sætter sig til rette på en grå plastikstol. Den er ikke videre komfortabel, men han føler sig åbenlyst hjemme i Aarhus 1900s atletikhal.

Om lidt skal han træne med sine klubkammerater, men for blot et par uger siden var det mere alvorligt i polske Torun, hvor den stod på indendørs EM.

Men det var nær ikke sket for 24-årige Kojo Musah, der er opvokset i Tørring. For i sommeren 2020 havde Danmarks hurtigste sprinter indstillet sig på, at atletikken ikke kunne blive en levevej for ham.

Annonce

- Jeg havde egentlig sagt til mig selv, at det ville blive min sidste sæson. Men så gik det jo lige pludselig ret godt udendørs, og det åbnede så nogle muligheder for at gå med atletikken. Resultaterne udendørs i sidste sæson er egentlig den eneste grund til, at jeg kunne fortsætte, kommer det fra Musah.

Umuligt at jonglere arbejde, atletik og familie

Et ultimatum stillet af Musah selv, var grunden til at det næsten var blevet til et farvel med atletik på eliteniveau.

Med 16-17 timers ugentlig træning og et job som pædagogmedhjælper i en vuggestue, der stjal yderligere 32 timer om ugen fra Musah, var det svært nok at balancere dagligdagen. Læg en datter til regnestykket, og så kan de fleste regne ud, at det var en uholdbar situation.

Når Kojo Musah sidder i startblokken, må han ikke tænke på noget som helst - det handler kun om at lytte efter startskuddet og så komme afsted. Foto: Andreas Würtz Adamsen.

Atletikken så ud til at blive sorteper i den situation, blandt andet på grund af den dedikerede indsats eliteatletik kræver.

- Det er ikke en sport, hvor man kan gøre det halvt. Træner man kun en eller to gange om ugen, så afspejler det sig fuldstændig i resultaterne, fortæller Musah.

Men med resultaterne i sidste sæson, lever Kojo nu som professionel atlet. Og netop den professionelle tilværelse skiller fårene fra bukkene selv på de korteste sprintdistancer som eksempelvis de 60 meter, Kojo konkurrerede i forleden i Polen.

- Dem der ligger og løber 6.60 og derunder, de er alle sammen professionelle. Så de har også tiden til at restituere og have fokus på alle de ting, der skal til for at nå det niveau. Det kan man bare med en 32 timers arbejdsuge.

Annonce

Startede med gymnastik

Selvom han i dag er indehaver af den danske rekord på de 60 meters sprint, så startede sportskarrieren faktisk som gymnast.

I over et årti dyrkede Kojo springgymnastik og TeamGym - en holdsport der både byder på spring og rytmiske serier. Som teenager tog Musah da også på gymnastikefterskole.

Det var netop her, at han for første gang rigtigt stiftede bekendtskab med atletik til et efterskolestævne. Selvom Musah løb ganske hurtigt allerede her og blev nummer to, blev han slået ganske overlegent.

Kojo Musahs bedste og dårligste oplevelser

  • Bedste oplevese med atletikken: "Da jeg vandt DM indendørs i 2019, hvor jeg samtidig kvalificerede mig til inde-EM. Jeg klarede kravet med en hundrededel af et sekund, og det var allersidste mulighed for at klare kravet. Så at jeg kunne holdet hovedet koldt og blive dansk mester samtidig, det var en stor oplevelse og en kæmpe forløsning."
  • Værste oplevelse med atletikken: "Der er ikke nogen specifik dag, men det er mere generelt, når man tyvstarter. Men der var for eksempel inde-DM i 2016, hvor jeg skulle løbe både 60 meter og 200 meter. Jeg tyvstarter på begge, og man har jo altså kun én chance. Fejler du, så er du ude."

- Det har nok også bidt mig lidt, at jeg ikke kunne forstå, hvordan fanden den her person kunne løbe så hurtigt i forhold til mig. Han var 10-15 meter foran mig over målstregen, og det kunne jeg slet ikke få til at hænge sammen, så det var også en af grundene til, at jeg startede.

Men det var først et par år efter oplevelsen på efterskolen, at Musah rent faktisk startede til atletik. Det gjorde han i 2015 - som 19-årig. Siden da har Kojo konstant rykket sig i den rigtige retning, med undtagelse af en enkelt skadesplaget sæson.

- Jeg tror, det var til mit første stævne, at jeg fandt ud af, at jeg egentlig var rigtig hurtig. Jeg havde kun gået til atletik i to-tre måneder. Til det stævne vandt jeg så, faktisk foran ham der havde slået mig vanvittigt stort på efterskolen, griner Musah.

Annonce

Skifte til Aarhus højnede niveauet

I dag byder en typisk hverdag for Kojo på op til tre timers træning om morgenen, mens resten af dagen er sat af til familietid og restituering - på enkelte dage også fællestræning med klubkammeraterne i Aarhus 1900.

Netop Aarhus 1900 skiftede Kojo til i 2017. De to foregående sæsoner blev brugt hos Vejle IF, men hvor der i starten var ganske mange jævnaldrende atleter at træne med, rykkede de så småt en efter en til Aarhus, indtil Kojo nærmest var ene mand ved træningerne i Vejle.

I starten af marts blev det til en fornem finaleplads i et enormt stærkt felt ved de indendørs europamesterskaber. Arkivfoto: EPA/LESZEK SZYMANSKI

Derfor fulgte Musah trop og sluttede sig til Aarhus 1900-familien, og det skifte har kun skubbet ham i den rigtige retning.

- Det er bare mere professionelt her. Dem man træner side om side med, ved man også er nogle, der ligger og klarer EM-krav og kæmper med om medaljer ved DM. På den måde kan vi bruge hinanden til at højne niveauet, fortæller Musah.

Annonce

Skal ikke sætte for mange mål for sig selv

Med resultaterne de seneste år, der blandt andet altså har budt på en dansk rekord på de 60 meter indendørs, er Musah nu blandt eliten på sprintdistancerne - ikke kun i Danmark, men også internationalt.

Ved de indendørs europamesterskaber nåede Musah nemlig finalen i et rigtig stærkt felt. Det blev ganske vist til en ottendeplads i finalen - med andre ord en sidsteplads - men finalepladsen vidner om Kojos høje niveau.

Han vil dog ikke for alvor tale om mål og ambitioner. Han vil ikke risikere at male sig selv op i et hjørne med en masse forskellige mål, for i sprintdisciplinerne er det de helt små marginaler, der kan være afgørende.

- Jeg har det svært med at sige, at jeg skal nå det ene og det andet, og at jeg skal slå den og den rekord. For det kan også hurtigt blive en stopklods for mig. Hvis jeg først når de mål, jeg har sat, kan det godt være svært at komme videre. Så står jeg lidt der og tænker: Hvad så nu?

Annonce

Vil inspirere andre til at tage atletikken op

I stedet for at tale om ambitionerom Olympiske Lege, udendørsrekorder og drømme om internationale medaljer, vil Musah langt hellere tale om mere generelle ambitioner.

- Jeg drømmer lidt om at kunne sætte et aftryk. Om at kunne inspirere folk. Det er også noget af det, jeg har fået god respons på fra folk, at jeg gør et godt indtryk, og det er virkelig vigtigt for mig. Hvis jeg kan være med til at skabe lidt interesse for noget andet end fodbold og håndbold, så vil det kun hjælpe atletikken, fortæller Musah.

Kojo Musahs Blå Bog

  • Alder: 24 år (født 15. april 1996)
  • Oprindeligt fra Tørring 20 kilometer nord for Vejle
  • Klub: Aarhus 1900 - tidligere Vejle IF
  • Træner: Mikkel Larsen som i mange år også har trænet Sara Slott Petersen
  • Fysik: 183 centimeter høj
  • Danske rekorder: 60 meter indendørs (6.61, sat i 2021)
  • DM-titler: 60 meter indendørs (2019 og 2020), 100 meter (2020), 200 meter (2020)

For mens det ikke skorter på professionelle danske fodboldspillere, er det en anden sag i atletikken. Det er kun få, der får chancen for at gå professionelt. Det håber Musah at kunne lave om på, ved at underholde folk med atletikken.

I første omgang er Kojo ikke i tvivl om, hvad han skal gøre. Han skal træne så hårdt, som overhovedet muligt, holde fokus og forsøge at undgå skader. Gør han det, skal resultaterne nok komme, som de pludselig gjorde det, da han ellers havde besluttet sig for at sige stop.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Ugens politirapport uge 18

Tørring Folkeblad

Ugens politirapport uge 17

Tørring Folkeblad

Mathilde Grosbøl: - Fantastisk at kunderne har brugt tid på at rose vores butik

Tørring Folkeblad

Bogsnak i Uldum Kær

Tørring Folkeblad

Klummen: Gå dig glæde til

Annonce