Annonce
Tørring Folkeblad

Efter 40 år bag kasseapparatet: Nu er det sidste arbejdsdag for hele byens Betty

Et smil og en kvik bemærkning følger ofte med, når man bliver ekspederet af Betty Frydensbjerg i Dagli'brugsen i Rask Mølle. Nu går den 73-årige kvinde på pension efter 26 år i brugsen og forinden da 14 år på Centralen. Foto: Mads Dalegaard
Da Betty Frydensbjerg første gang ekspederede kunder, blev priserne tastet ind med håndkraft. I dag havde den 73-årige kassedame sidste arbejdsdag i Dagli'Brugsen Rask Mølle.
Annonce

Rask Mølle: At Betty Frydensbjerg er en vellidt ekspedient bag kassen i Dagli'Brugsen Rask Mølle, kan der ikke herske megen tvivl om. Da brugsen forleden offentliggjorde, at den 73-årige kassedame torsdag 30. april skulle have sin sidste arbejdsdag, strømmede det ind med kommentarer.

Efter mere end 40 års ekspedition af kunder i Rask Mølle og omegn er Betty Frydensbjerg med sit smil og ofte friske bemærkninger nemlig blevet hele byens Betty. Det selvom hun den sidste håndfuld år kun har arbejdet tre dage om ugen.

- Jeg kan jo så utrolig godt lide mit arbejde. Jeg har haft fantastiske kolleger gennem årene, og jeg har talt med mange dejlige kunder hver eneste dag. Det er kun ganske få gange, jeg har været ude at sparke til noget i baglokalet efter en ekspedition. Jeg kender langt de fleste kunder, så jeg ved godt hvem, der godt kan tåle en bemærkning og at vente lidt, og hvem, man skal skynde sig at åbne en ekstra kasse for, hvis der er kø, fortæller Betty Frydensbjerg med et smil over en kop kaffe i brugsens personalestue.

På grund af coronakrisen bliver der ikke holdt nogen afskedsreception for Betty Frydensbjerg, men kunder har de sidste dage både fysisk og virtuelt alligevel fundet ud af at sige farvel til hende. Foto: Mads Dalegaard
Annonce

På posthus med kuponer

Med følger en bemærkning om, at kaffen nu kan hentes med tryk på en knap på en automat i butikken og ikke længere behøves at stå og koge på kaffemaskinen dagen lang, som da Betty Frydensbjerg i sin tid begyndte at arbejde i brugsen. Men måden at få kaffe på er langt fra den eneste forandring, der er sket, siden den lokalfødte kvinde havde sin første arbejdsdag. Det var ikke i brugsen, men i den nu lukkede forretning Centralen i Rask Mølle, der bl.a. forhandlede legetøj, ugeblade og tips.

- Da jeg begyndte, tastede vi alle priserne ind på en regnemaskine, og tipskuponerne skulle kontrolleres manuelt, og så skulle jeg ned på posthuset med dem hver uge. I dag er det hele computerstyret, og der er næsten ingen, der tipper mere, fortæller Betty Frydensbjerg, der i tre år måtte følge et EDB-kursus i Tørring for at kunne betjene den nye teknologi.

Annonce

Lokalfødt

Hun blev oprindeligt ansat på Centralen, en dag hun var inde at hente Billedbladet i den lille forretning.

- Jeg kan huske, jeg havde min søn Martin med i klapvognen, og Broby (indehaver Kaj Broby Hansen red.) spurgte, om jeg ikke havde lyst til at hjælpe i butikken. Og så tænkte jeg hvorfor ikke. Jeg havde tidligere prøvet noget rengøringsarbejde, men det var ikke noget for mig, fortæller Betty Frydensbjerg, der i 1970 blev gift med Ib Frydensbjerg og flyttede de få kilometer fra barndomshjemmet i Skovby til det nybyggede hus på Bellisvej i Rask Mølle.

Sammen fik de to sønner, og gennem årene har familien engageret sig i byens foreningsliv. Betty Frydensbjerg har blandt andet været med i HK 73 og Borgerforeningens bestyrelse, ligesom hun gerne hjælper til med det ugentlige bankospil i Rask Mølle Hallerne.

Varene omkring kassen som tips, lotto, aviser og ugeblad, tobak m.v har i alle årene været Betty Frydensbjergs ansvarsområde. Foto: Mads Dalegaard
Annonce

Fulgte med tipsen

Da Centralen i 1993 lukkede, blev tips-salget flyttet ned i Dagli'Brugsen, og Kaj Broby Hansen sikrede sig, at Betty Frydensbjerg fulgte med. Her har hun de seneste 26 år haft ansvar for kassen, ugebladene, apotek, gavekurve med videre, mens den ene uddeler efter den anden, sammen med ungarbejdere en masse, er kommet og gået igen.

- Jeg tror, jeg har slidt otte eller ni uddelere op. Den eneste, jeg har arbejdet sammen med alle årene, er Kirsten (Jensen red.) Det er vemodigt at skulle stoppe nu, og jeg kommer helt sikker til at savne det. Jeg kan sagtens følge med i hovedet, men jeg synes, kroppen er ved at være lidt træt, konstaterer Betty Frydensbjerg, der nu glæder sig til at komme ekstra meget i haven, både den derhjemme og i sommerhuset og få tid til at rydde op i skuffer og skabe.

- Jeg har altid været glad for at gå på arbejde og haft mit helbred, og da jeg gerne ville have en seniorordning, kunne jeg få det, lige som jeg ville have det, så derfor er jeg blevet ved så længe, fortæller 73-årige Betty Frydensbjerg. Foto: Mads Dalegaard
Betty Frydensbjerg går på pension efter 40 år som butiksekspedient. Hun har været 26 år i Dagli'Brugsen i Rask Mølle, og forinden da var hun i 14 år på Centralen i samme by. Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Politirapporten uge 48

Tørring Folkeblad

Tørring-butikker øger åbningstiden: Blomsterhandel bliver døgnåben og sportsbutik tilbyder morgen- og aftenshopping

Annonce