Hedensted: Det ene efter det andet arrangement bliver for tiden aflyst på grund af coronarestriktionerne, og nu er tiden også kommet til Hedensted Ungdomsskoles årlige musical.
Musicalen, der plejer at trække 1400 publikummer til fire forestillinger, skulle have været vist i Hedensted Centret 15. til 17. april, men arrangørerne har netop meddelt, at den slet ikke kommer på plakaten i år.
- På grund af covid-19 situationen og den fortsatte nedlukning er vi desværre nødsaget til at rykke premieren. Vi havde glædet os til at byde alle velkommen til et brag af an forestilling, som vi har øvet på hele efteråret, men desværre må vi vente til 2022, før det bliver muligt at give jer den kvalitet og tryghed, som vi ønsker, skriver ungdomsskoleleder Grethe Riber Dam i en pressemeddelelse.
Nye får chancen for at være med
Den musical, der skulle være spillet, er "Footloose", og det er stadig planen, at den skal vises for publikum på et tidspunkt.
- Vi ved endnu ikke præcist, hvornår de nye spilledatoer vil være, men vi skal nok melde det klart ud, når de sidste brikker er faldet på plads, siger Grethe Riber Dam.
Sidste år måtte ungdomsskolen også udsætte musicalen, dengang med et halvt år, og da den blev spillet i efteråret var en tredjedel af rollebesætningen skiftet ud. Noget lignende kan komme på tale i år.
I hvert fald lægger ungdomsskolen op til, at der kommer en ny audition - med et begrænset antal pladser og roller - på den anden side af sommerferien.
Grethe Riber DamVi havde glædet os til at byde alle velkommen til et brag af an forestilling, som vi har øvet på hele efteråret, men desværre må vi vente til 2022.