Tørring: Et lille sofabord er stillet op på spisebordet i Tørring-Hammer Lokalarkiv. Ovenpå står en ren Storm P-anordning: Et gammel stativ fra et forstørrelsesapparat ombygget til at bære et digitalkamera. Et par store arkivkasser fungerer som modvægt.
På gulvet kravler to gråhårede mænd rundt. Den ene trykker på en museknap og udløser dermed kameraet, hvorefter den anden bladrer en gang i avisbogen foran dem og gør klar til det næste billede.
Sådan forsætter de. Side efter side. Uge efter uge.
Peer HansenSet fra et lokalhistorisk synspunkt ligger der utrolig mange information gemt i Tørring Folkeblad.
- I begyndelsen tog vi to årgange om ugen, men nu begynder aviserne at blive på flere og flere sider, så nu kan vi kun nå en årgang, fortæller Peer Hansen, der sammen med Søren-Peder Møller udgør den avis-fotograferende duo.
Aviser fra 1920
De er begge frivillige hos Tørring-Hammer Lokalarkiv og har pålagt sig selv den opgave, at de vil affotografere samtlige udgaver af Tørring Folkeblad fra arkivets samling, som rummer aviserne fra 1920 og frem til i dag.
Tørring Folkeblad
2. oktober 1911 udsendtes Tørring Folkeblad for første gang under navnet Tørring Avis. Manden bag avisen var ejendomsmægler Peter Jensen.
I 1927 og frem til sin død i 1960 var avisen ejet af bogtrykker Harald Larsen. I 1960 opkøbte ægteparret Rigmor og Hans Axelsen, som i forvejen drev Hedensted Avis, Tørring Folkeblad.
Avisen er i dag ejet af Jysk Fynske Medier, der udgiver mere end 50 ugeaviser og 13 dagblade.
Udover Tørring-Hammer Lokalarkivs samling af Tørring Folkeblad findes samtlige udgaver også i statens avissamling.
på www. torring-folkeblad.dk kan man læse Tørring Folkeblad digitalt fra februar 2013 og frem.
Sagen er nemlig den, at luften i arkivets lokaler under Gudenåhallen i Tørring er alt for tør, hvilket bl.a. betyder at de gamle avissider bliver mere og mere porøse.
- De smuldrer ganske enkelt væk. Og selvom det er meget interessant at sidde og bladre i de gamle aviser, har vi været nødt til at begrænse det, da det jo ikke går, at der ligger en halv avisside i stumper og stykker på gulvet bagefter, lyder det fra Peer Hansen, der udover at være avis-bladrer også er formand for lokalarkivet.
Mange informationer
Efter godt et halvt års arbejde er han sammen med Søren Peder Møller nu nået til 1950'ernes udgaver af Tørring Folkeblad.
- Set fra et lokalhistorisk synspunkt ligger der utrolig mange information gemt i Tørring Folkeblad. Der er skrevet om alt, stort og småt lige fra, at storken var landet på Stougaard til trafikuheld på Bredgade. Dengang skrev man kun om, hvad der var sket, og ikke hvad der skal ske, som man gør i dag. Og man bevægede sig ikke langt ud over sognegrænsen - nærmest ikke over gudenåen til Gl. Tørring, konstaterer Peer Hansen.
Han plejer gerne at tage en årgang avis-billeder med hjem ad gangen og læse aviserne igennem for at finde ud af, om der er for ham nye og spændende detaljer om byens historie at finde på de gulnede sider.
- Ud fra annoncerne kan vi f.eks. se, hvornår de forskellige forretninger er åbnet og lukket igen, og det er også spændende at læse om de store beslutninger i byen, som f.eks. kloakering og asfaltering mv. Ved at gennemgå aviserne får vi også svar på nogle spørgsmål, vi har undret os over. F.eks. var der en forretningsdrivende i byen, der lige pludselig forsvandt ud i den blå luft, og vi kunne ikke finde ud af, hvad der var sket med ham, indtil vi faldt over en notits om, at han sad i arresten i København, vistnok mistænkt for noget underslæb, fortæller Peer Hansen.
Fra museum til arkiv
Han har været formand for Tørring-Hammer Lokalarkiv i tre år og er sammen med den øvrige bestyrelse og frivillige i gang med en proces, hvor stedet skal forvandles fra et museum til et arkiv.
Det betyder blandt andet, at man er i gang med digitalt at registrere og indscanne samtlige materialer i arkivet, hvorefter det bliver lagt i nummererede kasser på en reol. Alt efter regler om ophavsret og GDPR bliver materialet også offentliggjort på lokalarkivernes fælles hjemmeside arkiv.dk
I Tørring-Hammer Lokalarkivs it-system er der indtil videre registreret 13.000 dokumenter og avisudklip, 17 lydbånd, 37 videofilm og ca. 17.000 billeder. Peer Hansen vurderer, at der vil gå fem til 10 år, inden de er nået gennem hele arkivets beholdning.
- Ved at digitalisere vores materiale gør vi historien mere tilgængelig. Man kan sidde derhjemme og søge på et emne. Nogle gange kan man få oplysninger direkte, andre gange skal man forbi arkivet for at se materialet, men nu ved vi, hvor det er, når folk kommer, lyder det fra Peer Hansen, der understreger, at der altid er brug for ekstra hænder og hoveder til at hjælpe med arbejdet i arkivet.
- Vi er en halv snes, der mødes hver mandag formiddag, men vi kan sagtens være flere. Vi mangler i sær nogen, der kan finde ud af at bruge en computer, lyder det fra Peer Hansen.