Annonce
Tørring Folkeblad

Klummen: Lad os vove at være mindre effektive

Klummeskribent Mia Broe Toft Jakobsen. Foto: Michael Svenningsen

Klummen: "Less is more", "Mindre er mere". Du kender måske udtrykket inden for minimalismens kunst og indretning? Rene linjer og ikke så meget nips. Men faktisk kan dette princip efter min mening også bruges inden for effektivitet.

Vi har altid tænkt på effektivitet som det at komme op i gear, arbejde hårdere, om nødvendigt sove mindre. Den tankegang gælder måske robotter og computere. Men det er problematisk for mennesker at komme højere og højere op i gear. Vi kan simpelthen ikke holde til det.

Siden starten af 1900-tallet er tempoet langsomt men støt blevet skruet op i fremgangens og fremtidens navn. Jeg kan huske, hvordan vi på et lederkursus så en video af et højhus i Kina, der blev bygget på uhyrlig kort tid. Spørgsmålet var, hvordan vi skulle kunne følge med kinesernes vilde effektivitet?

Jeg kan ikke huske svaret, men jeg håber, det var ironisk. For det, der sker i jagten på stadigt voksende effektivitet, er, at mennesker går i stykker. Hvis vi ikke rammes direkte af stress, glemmer vi i det høje tempo, hvad der er godt for vores sjæl og for vores krop og behandler den derfor dårligere, end vi behandler vores hund. Derudover kan vi gå rundt med en evig tynget samvittighed over ikke at kunne yde mere, end vi gør. Selv når vi lægger hovedet på puden, kan vi finde på at løfte det igen og lige skrive en sidste mail, som vi ikke må glemme. Der er aldrig lukket og slukket i vores højeffektive samfund.

Men kroppen har brug for hvile, sindet har brug for dagdrømme. Vi må sætte foden ned. Hvorfor skal vi være mere effektive? Hvor bringer det os hen? Er det ikke bare skruen uden ende? Eller rettere sagt er der en ende, for vi kan ikke holde til det. Jeg kender mange, der lider af stress. Jeg gør det selv. Og selv når stressperioden er overstået, lider vi stadig, for de fleste af os kommer aldrig tilbage til samme effektivitetsniveau. Men jeg har også bemærket, at vi er mange, der slet ikke ønsker det. Stress er en benhård læringsproces, hvor din krop i de tydeligste vendinger fortæller dig, at du skal stoppe op. Hvor ville jeg bare ønske, at flere ville stoppe op, før det gik så galt. Mange stressskader er livsvarige.

Jeg længes efter et samfund, hvor penge og profit ikke sættes i centrum, men i stedet det velfungerende og tilfredse menneske. Det er ikke min oplevelse, at mere profit gør os mere tilfredse -næsten tværtimod. Jeg længes efter bilfrie søndage, efter få men gode punkter på dagsordenen.

Her i coronatiden har vi smagt på en masse begrænsninger. Og selvom det nok er lige i overkanten, har de fleste af os også erfaret, at begrænsninger faktisk kan noget. Solopgangen over Vejle Fjord kan være lige så smuk som den over Middelhavet. De stille øjeblikke kan noget andet end de larmende og festlige. Måske kan de endda mere.

Nogle firmaer eksperimenterer med at have en firedages arbejdsuge og finder ud af, at medarbejderne ikke bliver mindre effektive men mere. Dertil bliver de mere tilfredse og bliver i firmaet i længere tid.

Lad robotterne om at være robotter. Vi mennesker kan så meget mere. Især hvis vi bevæger os i et tempo, der tillader, at vi får sjælen, livslysten og kreativiteten med.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Ugens politirapport uge 15

Tørring Folkeblad

Plantebyttemarked på Torvet

Annonce