Annonce
Tørring Folkeblad

Klummen: Nytårspendulet svinger, men hænger fast foroven

Klummeskribent Maria Bech Tuominen. Foto: Michael Svenningsen
Annonce

Tik, tak

Sådan mindes jeg lyden af uret i min farmor og farfars stue. Et minde om tiden, der går; et minde om tiden, der er gået, siden jeg som barn sad i stuen, hvor jeg mange gange har spillet matador, set gamle danske film og drukket te med min farmor og farfar. Et minde, der efterlader mig både med følelsen af glæde over alt det gode, jeg har fået lov til at opleve med to kærlige bedsteforældre, men også med følelsen af sorg og savn over, at de begge ikke er mere – en tid der er forbi.

Tik, tak sådan svingede urets pendul frem og tilbage i min farmor og farfars stue, og sådan svinger det nu videre i min lillebrors stue. Alting har en tid, for alt hvad der sker under himlen er der et tidspunkt, som der så smukt står et sted i bibelen… Tiden går; nogle gange så hurtigt, at det kan være svært at følge med.

Et nyt kalenderår er lige begyndt. Det er blevet januar; måneden der har navn efter den romerske Gud Janus, der havde to hoveder, der vendte hver sin vej. Janus kunne se både frem og tilbage – noget de fleste af os gør her ved årsskiftet. Vi ser tilbage og gør status. Vi måler og dømmer samtidig med, at vi ser fremad og drømmer om nye begyndelser, udfordringer og muligheder.

Mange laver nytårsforsætter – og har vi ingen, ja så kan vi google os til dem. Jeg læste her den anden dag om de ti mest populære nytårsforsætter, hvoraf mange af dem går igen år efter år. Måske det er fordi, de er så svære at holde disse forsætter. Nytårsforsætterne er uden tvivl motiveret af de bedste intentioner – det kan bare være så svært at holde fast, når hverdagen melder sig igen. Flere statistikker viser, at det er de færreste af disse forsætter, der holder til udgangen af januar måned. Det er derfor vigtigt at sætte sig nogle realistiske mål for sine forsætter. Med disse nytårsforsætter forestiller vi os et nyt år som noget, vi selv skal fylde liv i. Det er i og for sig også rigtig nok, men meget er også givet på forhånd.

Vi kan sammenligne vores liv med urets pendul, der svinger mellem et tik og et tak. Et tak for taknemmelighed og glæde over alt det gode vores liv rummer, og et tik der så må rumme alt det andet - det vi frygter: sygdom, sorg og smerte.

Vi vil så gerne styre vores liv. Vi prøver at skabe overblik og sammenhæng, hvilket der også langt hen ad vejen kan lykkes. Men vi må også erfare, at der er ting, vi ikke er herrer over. Og her bliver det vigtige for mig; at uanset hvordan pendulet svinger, så hænger det fast foroven.

Tik, tak sådan mindes jeg lyden af uret i min farmor og farfars stue – et dejligt minde om, at jeg er bundet til tiden, til verden, til her hvor jeg er. At jeg er født ind i en familie og ikke mindst, at jeg er forpligtet på de mennesker, jeg lever i blandt lige her og lige nu.

Og med det billede i tankerne svinger jeg trygt ind i det nye år og ønsker det samme for jer: Rigtig godt og velsignet nytår.

Annonce
Annonce
Tørring Folkeblad

Grundtvig for nydanskere

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Teater på sognegården

Tørring Folkeblad

BID bliver virtuelt

Annonce