Annonce
Tørring Folkeblad

Klummen: Tag en kæmpebid af livstræet

Uffe Christiansen. Foto: Michael Svenningsen
Annonce

Klummen: ”Hvordan kommer mit liv til at forme sig” ? Et centralt spørgsmål for et ungt menneske, men også et emne, der bør optage enhver igennem hele livet.

Alene af den grund, at vi alle hver for sig er den nærmeste til at tage stilling til egen tilværelse, selv om kursen ofte er sat ud fra arv og miljø. Alligevel skal vi som voksne lære både os selv og vores eventuelle børn at navigere med en vis stabilitet. Vi kan også kalde det at videregive tryghed til barnets verden.

I søndags spillede jeg til konfirmation i Ørum Kirke. Smukt og livsbekræftende er det hvert år. Konfirmationen er for de fleste unge første gang i livet, de skal tage stilling til nogle af tilværelsens store spørgsmål, før de selv kan bekræfte dåben. Det kræver ikke bare en god præst, der vækker de unges interesse for kristendommen, men i ligeså høj grad, at de unge har noget ballast med sig hjemmefra. Altså vigtigheden af, at forældre helt naturligt har talt med deres børn om nogle af livets store evigtgyldige emner: liv, død, kærlighed, glæde, sorg venskab, fjendskab, klogskab, galskab, ærlighed, svig, trofasthed o.s.v.

Alt dette oplever vi som mennesker alle en portion af igennem tilværelsen. Det er for et ungt menneske selvsagt svært at forholde sig til, da det meste endnu er uprøvet. Så for en konfirmand vil behovet for støtte stadig være stort. Men vi skal ikke glemme at for en nybagt student, der skal i gang med at indstille sit eget livskompas, vil behovet for støtte være endnu større.

Selvfølgelig er vi altid os selv og vores eget livskompas nærmest, men min pointe er, at der til et godt vedligehold og finjustering af kompasset, hører omsorg fra ens nærmeste. Det er altafgørende for os mennesker at kunne være sammen, så vi føler, der er brug for os - og bidrage til fællesskabet. Uden denne følelse er vi (for at blive lidt i kirkelige termer) på Herrens mark.

Jeg var medlem af Hedensted Rotary i 12 år, og en stor del af tiden fungerede jeg som den ansvarlige for klubbens udvekslingsstudenter. Når klubben modtog en ny udvekslingsstudent, var det første og vigtigste at få sendt det unge menneske på sprogskole, så der kunne blive lært dansk så hurtigt som muligt. For behovet for samvær er ikke kun dansk, det er vi fælles om overalt i verden på tværs af race, kulturforskelle, sprog osv.

Men tilbage til klummens indledende spørgsmål: Hvordan kommer mit liv til at forme sig? Tjah – med en plan kan meget styres, men livet kan som bekendt ikke kun leves efter et Excel-ark, da der er en eller flere ubekendte. Men har man mulighed for at planlægge et efterskoleophold eller blive udvekslingsstudent, kan dette på en tryg måde være en fantastisk introduktion til voksenlivet. Et udvekslingsophold giver ofte et ungt menneske et nyt syn på andre menneskers kultur og bidrager til at øge tolerancen og forståelsen. Så kære konfirmander og studenter: Vær ikke bange for at tage en kæmpebid af livets æble, mens det endnu er friskt og velsmagende. Og kære forældre: husk at støtte jeres unge i deres valg.


Vi skal ikke glemme at for en nybagt student, der skal i gang med at indstille sit eget livskompas, vil behovet for støtte være endnu større.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Politirapporten uge 37

Tørring Folkeblad

Mediegrafiker fik bronze

Annonce