Annonce
Tørring Folkeblad

Klummen: Vær dig selv, for alle andre er taget

Hedensted: Klummeskribent Maria Bech Tuominen. Foto: Michael Svenningsen
Annonce

Noget af det bedste, jeg vidste som barn, var at besøge mine bedsteforældre. Jeg mindes med glæde duften af farmors pandekager, når jeg kom cyklende fra skole, stillede skoletasken i entreen og blev overfaldet af deres glade kongepuddel.

Jeg mindes også alle de gange, min farfar slæbte mig med rundt til diverse antikvitetshandlere, aktionshuse og loppemarkeder. Min farfar havde sans for den slags – noget jeg som barn slet ikke forstod. For at være helt ærlig, så synes jeg, det var lidt ulækkert at gå og rode i alt det gamle skidt og skrammel.

I dag forholder det sig helt anderledes, da er det min mand og jeg, der slæber vores børn med rundt på diverse loppemarkeder – og her var det, at jeg den anden dag fandt et skilt, hvor der stod: ”Vær dig selv, for alle andre er taget”.

Et tankevækkende skilt i en tid, hvor vi med de sociale medier har alle muligheder for at sammenligne os med andre. Hvor mange gange om dagen får vi ikke lige klikket os ind på Instagram, Facebook eller snappet? Ser folk der er sociale, der træner, spiser god mad, har de rigtige holdninger og er på fede ferier. Vi lever i en tid, der i høj grad er fokuseret på det perfekte liv. Aldrig har vi pudset livet så meget på overfladen, så det kan ligne et glansbillede. Og de billeder, vi tager af livet, har vi særlige apps til, der kan lægge farvefiltre over og give det helt rigtige skær.

Der er konstante muligheder for blik ud i verden, som for nogle kan gå hen og blive helt angstprovokerende og særligt for unge mennesker, der er på vej ud i den store verden for at lære sig selv og livet bedre at kende. De bliver bevidste om den målbarhed, der ligger i de sociale medier; vigtigheden i at have den rigtige uddannelse, den rigtige krop, de rigtige meninger osv. og pludselig bliver der en hel masse parametre, der skal opfyldes for at føle sig god nok.

Vi kommer let til at idealisere andre mennesker og føle, at de er meget mere rigtige, end vi er.

At være menneske kan være som at gå rundt på et loppemarked - vi vurderer vores liv - sammenligner det med andres og er ikke altid gode til at sætte pris på vores eget. Og da er det godt at blive mindet om vigtigheden i at være sig selv, for alle andre er taget.

Det betyder ikke, at vi skal holde op med at sammenligne os med andre - det kan vi slet ikke lade være med.

Det ligger som en naturlig del i det at være menneske; vi sammenligner os i søskendeflokken, blandt venner, i skolen og på arbejdspladsen. Hver især har vi vores forbilleder – en drivkraft der gør, at vi også gerne vil være god til håndbold, til at løbe, til matematik eller lignende... Og det er jo netop sammenligningens kunst – at bruge den konstruktivt.

Vi får meget mere ud af livet og hinanden, når vi ikke hele tiden jagter det perfekte. Vi har ikke brug for glansbilleder eller falske idealbilleder. Vi har brug for nærhed, og det er sjældent det perfekte, der skaber nærhed – tværtimod er det ofte i det lidt skæve, i arrene eller på loppemarkeder vi finder lys og liv; så vær dig selv i al din uperfekte perfekthed.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Tørring Folkeblad

Stranden skal være for alle

Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Åben toghave

Tørring Folkeblad

Når ånderne banker på

Tørring Folkeblad

Spejdere holder loppemarked

Annonce