Annonce
Tørring Folkeblad

Klummen: Vi kunne alle lære noget af min mormor

Klummeskribent Helle Kristensen. Foto: Michael Svenningsen
Annonce

Klummen: Jeg var typen, der i mine unge dage, rullede med øjnene, når min elskede mormor lavede saft af bærbuskene i haven og frøs det ned i skyllede mælkekartoner. Saften smagte fantastisk, men jeg syntes, det der med kartonen, var lidt kikset. Jeg var også typen, der syntes mormor var håbløst gammeldags, når hun lettere chokeret måtte konstatere, at hver gang jeg handlede ind, så købte jeg en ny bærepose: “Helle - det er jo ikke økonomisk!”

Jeg syntes, mormor var nærig! Nu - mange år senere må jeg konstatere, at jeg bare var håbløs uvidende. For selvom mormors store ønske om at genbruge så meget som muligt, nok primært handlede om at spare på husholdningsbudgettet, så resulterede hende og morfars sparsommelighed også i, at de udnyttede ressourcerne bedre. Deres sparsommelighed kunne jeg godt lære noget af… Ja, nu vover jeg lige pelsen og siger, at det tror jeg faktisk, at vi er mange fra min generation, der godt kunne lære noget af.

Vi er vokset op i en tid, hvor forbrug stille og roligt har udviklet sig til overforbrug. Mange af os skal ikke længere forholde os til, at der er “nice to have” og “need to have”. For med stigende indtægter og import fra hele verden er grundlaget skabt for en vaskeægte forbrugsfest.

Og langt hen ad vejen er det fint… MEN … i debatten om grøn omstilling og et mere bæredygtigt samfund, så er det lidt som om, at vi helt glemmer, at alle de små valg, som vi tager i hverdagen, er lige så vigtige, som dem politikerne tager for os. Vi peger fingre af landmændende - de forurener, de fylder for meget, og så er de i øvrigt også irriterende at køre bagved på vejene.

Jeg hørte forleden et argument, der gik på, at når så stor en andel af de produkter, der blev produceret af dansk landbrug, alligevel endte som eksport, så var der ingen grund til, at vi havde så meget landbrug i Danmark. Modtaget… Lad os da endelig lege med den tanke, mens vi skåler i hvidvin og hapser en avocado til. Vidste du i øvrigt, at der bliver brugt 283 liter vand til at producere et kilo avocado, og at en stor del af Chiles jord er udtørret som følge af avocado produktion? Eller at en rose, der bliver dyrket i Kenya og solgt i danske supermarkeder, har et klimaaftryk på et kilo CO2 per rose? Mon ikke også de i udlandet mærker, at produktion har konsekvenser?

I klimadebatten skyder vi alt for ofte med skarpt på landmænd og industrien. De må bære det tunge ansvar for, at vi får et grønnere og mere bæredygtigt samfund.

Og mens de så lige fikser den udfordring, så kan vi jo passende bruge tiden på at brokke os over, at det nærmest ikke har været rigtig sommer, nu hvor vi ikke har været på udenlandsrejse. Ganske vist er flyvere klimagrise – men det er jo rart med sol og varme.

Jeg skal ikke gøre mig hellig. Jeg har rejst en del i mit liv, og jeg har spist RIGTIGT mange avocadoer (Det gør jeg faktisk stadig), men jeg skal ærligt indrømme, at jeg nok i højere grad begynder at forstå, at min mormor ikke var nærig. Hun var snusfornuftig!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Politirapporten uge 37

Tørring Folkeblad

Mediegrafiker fik bronze

Annonce