Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Privatskoler. Besparelser skubber til afvikling

Thrine Nørgaard
Annonce

Læserbrev: Regeringen varsler besparelser på de private skoler på 300 mio. kr.

Dette kan få store konsekvenser for landområderne og føre til en uønsket øget flytning til de større byer.

Groft kan man opdele privatskolerne i to grupperinger:

De større byer har gennem mange årtier haft privatskoler, nogle ideologisk betinget. Historisk set har det været skoler til det bedre borgerskabs børn, i dagens Danmark er det mere et aktivt forældretilvalg. Disse skoler fungerer fint i byerne side om side med folkeskolerne og giver dermed forældrene et frit valg.

En anden og nyere type privatskoler er de skoler, der er opstået, typisk i landdistriktene/de mindre byer i forbindelse med lukning af en folkeskole. Så har de lokale borgere indsamlet midler og startet en privatskole, så der fortsat er en skole i lokalområdet. Denne skole er båret af et stærkt lokalt engagement og er ofte en mindre skole.

De private skoler er et fint alternativ til folkeskolerne. Vi skal styrke og udvikle vore folkeskoler, så vore børn udvikler sig til den bedste udgave af dem selv, men det skal ikke forhindre, at vi har et alternativ, forældre kan vælge til.

For nogle forældre er det opbakningen til den lille lokale private skole og det lokalsamfund, man er en del af, der gør udslaget, for andre kan det være et tilvalg ud fra sit barns behov, f.eks. om en mindre skole, der vurderes bedre at kunne rumme et måske sårbart barn.

Med regeringens forslag om at spare 300 mio. kr. på tilskuddet til privatskoler vil en del af privatskolerne være truet. Især de mindre skoler ude i landdistrikterne er sårbare, fordi børnetallet i forvejen falder i landdistrikterne.

En lukning eller bare en trussel om lukning af den lille privatskole i et landområde vil skubbe til en afvikling, hvor børnefamilierne søger til de større byer.

For Hedensted Kommunes vedkommende kan det skubbe endnu mere til den udvikling, vi allerede ser, at en stor del af børnefamilierne flytter til Hedensted by.

Det handler derfor om meget mere end de 300 mio. kr., det handler i høj grad også om, hvorvidt vi som samfund vil understøtte en udvikling, hvor vi klumper os mere og mere sammen i byerne - med alle de udfordringer det giver - eller om vi gerne ser en udvikling både i land og by.

Jeg ved, hvad jeg vil. Jeg hylder muligheden og friheden til at vælge. Derfor: Stop denne besparelse.

Jeg ved, hvad jeg vil. Jeg hylder muligheden og friheden til at vælge. Derfor: Stop denne besparelse.

Thrine Nørgaard (V)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Ugens politirapport uge 26

Annonce